• Home
  • Blog
  • Ultimativ guide til email marketing for begyndere

Ultimativ guide til email marketing for begyndere

Nyhedsbreve er effektiv markedsføring. Læs her, hvordan du får flere læsere på listen, så du kan hjælpe flere – og sælge mere!

Du begynder at blive frustreret …

Alle dine konkurrenter tjener penge på e-mail marketing. Og det burde du også. Men det virker bare ikke for dig.
Du har en tilmeldingsboks på din hjemmeside.
Men der er næsten ingen, der tilmelder sig. Derfor har du ikke lyst til at spilde din kostbare tid på at skrive e-mails.
For at gøre en lang historie kort: Der sker ingen fremskridt …
Tro mig: Som tekstforfatter forstår jeg godt din situation. Du har en masse tips og tilbud til din målgruppe. Men du har bare ingen at sende e-mails til. Det er virkelig frustrerende.
Og så er det, du måske overvejer at droppe dit nyhedsbrev … Men det er en meget dårlig idé!

Derfor vil du ikke undvære dit nyhedsbrev

Du kan sælge meget mere til dine kunder med e-mail marketing uden at spamme dem. Fordi de er nødt til at tilmelde sig dit nyhedsbrev.

E-mail marketing giver dig chancen for at holde kontakten med folk, der ikke er klar til at købe. Endnu. Det er vigtigt, for de fleste er ikke klar til at købe ved første blik.

Og:

  • Danske virksomheder tjener statistisk set fyrre kroner, hver gang de bruger en krone på dit nyhedsbrev
  • Næsten 50 %  af de mennesker, der besøger dit website, går straks igen. Uden at gøre noget som helst!
    Tænk over det: De klikker ikke på nogen links. De ignorerer alle dine fantastiske tilbud. Og de kontakter dig ikke. De kaster bare et blik på din hjemmeside … og smutter igen.

Her kommer det allerværste: De kommer aldrig igen. Og det er surt!

Men selvfølgelig kan du få nogle af dem til at købe. Du skal bare få dem til at tilmelde sig – og så sende dem mails, der faktisk hjælper dem.

Giv e-mail marketing en sidste chance! 
Prøv disse nemme taktikker til at få folk på dit nyhedsbrev. 

Hvordan får du nye læsere på dit nyhedsbrev?

Men hvordan får du en lang liste af læsere?
Du har brug for en gave – også kaldet en lead magnet – også kaldet et optin offer – til dem, der tilmelder sig.
Derfor er det din første opgave at vælge en virkelig attraktiv lead magnet for at tiltrække din målgruppe.

Lad os se på nogle populære lead magnets:

  • En tidsbegrænset rabat
  • En konkurrence på din webshop eller website
  • En video, en e-bog eller en serie af videoer
  • En quiz på din webshop eller website
  • Et webinar eller en anden online-event, hvor man er nødt til at tilmelde sig for at deltage
  • Et kort videomøde med rådgivning på Skype eller telefon.

Husk, at din tilmeldingsgave altid skal matche din målgruppes behov!

Nogle eksempler på tilmeldingsgaver:

Du er den heldige ejer af en webshop, der sælger trendy tøj

Din tilmeldingsgave kan være en rabatkode eller en konkurrence. Men selvfølgelig kan du også få folk på dit nyhedsbrev med en e-guide om, hvordan man vælger det tøj, der passer ens figur.

Du er konsulent eller behandler

Folk har en masse spørgsmål, før de er klar til at købe noget af dig. Det er derfor, du bør tilbyde en kort telefonrådgivning. Det er win-win: De får lov at lære dig lidt at kende og stille deres spørgsmål. Og du får deres tilmeldelse til at sende dine e-mails.

Der er bare et lille problem: En telefonrådgivning vil ofte kun tillokke dem, som næsten er klar til at købe af dig.
Det er godt! Men du bør ikke stoppe her: Du bør også prøve at få folk i din målgruppe på krogen, som ikke er klar til at købe. Endnu!
Det er derfor, du har brug for en anden tilmeldingsgave også – fx en video, et webinar eller en e-guide.

Hvilken lead magnet er perfekt til din målgruppe?

Den perfekte tilmeldingsgave skal vise folk, hvordan de kan løse et problem.
Faktisk skal tilmeldingsgave allerhelst forandre deres liv til det bedre – hurtigt!

Her er nogle forslag:
Forestil dig, du er slankekonsulent. Du kunne skrive en e-bog: “Sådan taber du 1 kilo på to uger – uden at blive skør”.
Eller måske er du psykolog og behandler depression? Så kan du måske lave en video, som hjælper folk med at få en god nats søvn.
Måske er du ejendomshandler. Så kan du skrive en pdf-guide med 25 tips til, hvordan du reparerer dit hus, før du sælger.

Husk at give din tilmeldingsgave en titel. Din titel skal fortælle, hvordan din fantastiske tilmeldingsgave ændrer alt til det bedre …

Tilmeldingsgave – online og offline

Nu har du en tilmeldingsgave. Hvad så nu?!
Altså, du er nødt til at vise verden din nye fantastiske tilmeldingsgave, så du kan få nye læsere på dit nyhedsbrev.
Lad os begynde med nogle lavthængende frugter online og offline. 

Offline: 

Husk at markedsføre din tilmeldingsgave i brochurer, på visitkort, plakater, i salgsbreve. Overalt, hvor du markedsfører dig offline.

Online:

Husk at få nævnt din tilmeldingsgave på onlineprofiler på Facebook, LinkedIn, og hvor du ellers kommer. Og husk hjemmesiden!

Dit website: Få nye læsere på dit nyhedsbrev

Lad os kigge lidt nærmere på dit website.
Bare så du ved det: Den lille bitte tilmeldingsboks er bare ikke nok!
Ingen ser den.
Du skal bruge masser af tilmeldingsbokse på dit website.
Og det skal ikke være små kedelige tilmeldingsbokse, som er lette at overse.
Din tilmeldingsboks skal være stor, flot og IKKE til at overse!
Faktisk skal du have to eller tre tilmeldingsbokse på hver eneste side – og hvert eneste blogindlæg. Den eneste side, hvor du ikke skal have tilmeldingsbokse, er faktisk din betalingsside.

Her er nogle forslag til, hvor dine tilmeldingsbokse kan være:

  • Top bar
  • Sidebar
  • Top widget
  • In content – mellem tekstafsnit
  • Bottom bar.

Og du skal også have popup bokse! Sådan gør du:
Når folk besøger dit website, skal du bare lade dem læse 6-7 sekunder, før din popup boks viser sig. Hvis din popup boks springer op i hovedet på folk, så snart de klikker ind på dit website, skræmmer du dem bare væk!

Men husk: Ingen store popup bokse på små skærme! Det kan skade dine Google-placeringer. På små skærme kan du i stedet have tilmeldingsbokse in content, i widget og i top bar.

Lav en landing page på dit website

Okay, så nu har du tilføjet tilmeldingsbokse på alle dine sider og blogindlæg – undtagen på din betalingsside?
Godt!
Nu skal du have en landing page på dit website.
Din landing page er kun beregnet til at vise din tilmeldingsgave frem.
Tænk på din landing page som en salgsside, hvor folk kan “købe” din tilmeldingsgave. Den eneste forskel er at folk betaler med deres e-mailadresse i stedet for penge.

Lad os nu tag et kig på, hvad der skal stå på din landing page.
Her er ingredienserne:

  • Et stort flot billede af din tilmeldingsgave
  • En call to action tekst
  • En eller flere kundeudtalelser
  • Og selvfølgelig din tilmeldingsboks.

Undervurder ikke vigtigheden af din call to action tekst.
Folk vil kun tilmelde sig, hvis de virkelig gerne vil have din tilmeldingsgave. Din call to action tekst skal få folk til at føle, at de bare må have din tilmeldingsgave!

Du kan bruge denne skabelon til din call to action tekst:
Overskrift: Download (navnet på din tilmeldingsgave). Få (fordel) – og glem alt om (problem) “Download videoen: Boost dit onlinesalg på 5 dage – og glem dine pengesorger.”

Indhold og call-to-action: Fortæl kort, hvem du er – og hvorfor, folk skal lade dig hjælpe dem. Beskriv din målgruppes frustration – og fortæl dem, hvordan din tilmeldingsgave vil ændre deres liv til det bedre:
“Jeg er en erfaren online marketer. I de sidste 10 år har jeg hjulpet hundredvis af selvstændige som dig med at booste deres salg. Jeg hjælper dig med at fordoble din indkomst. Ja. Det kræver tid og arbejde. Men det er ikke svært. Jeg ved, du kan gøre det – og jeg viser dig præcis hvordan.”

Call to action: Bed folk om at tilmelde sig og få din tilmeldingsgave. Fortæl dem, hvordan din tilmeldingsgave vil ændre deres liv: “På kun 5 dage begynder du at opbygge din database af loyale kunder. Brug din tid på det arbejde, du elsker – og glem dine pengeproblemer.”

Husk, at det er rigtig godt, hvis du har anbefalinger, du kan bruge. Meget gerne med navn og billede.

Glem ikke at fortælle, at man automatisk tilmeldes dit nyhedsbrev, når man downloader din tilmeldingsgave. For en god ordens skyld bør du også fortælle dem, at du gemmer deres data, og henvise til din privatlivspolitik.

Få flere til at tilmelde sig dit nyhedsbrev med content upgrade

Når du har markedsført dig selv et stykke tid, har du sandsynligvis mere end én tilmeldingsgave.
Ellers er det måske på tide at komme i gang!
For du har brug for mere end én lead magnet for at tiltrække forskellige segmenter af din målgruppe.
Så nu er det tid til en content upgrade.
En content upgrade betyder, at alle, som besøger dit website, får den tilmeldingsgave, de har brug for NU.

Sådan gør du:

  • Kig på dine sider og blogindlæg
  • Vælg, hvilke tilmeldingsgaver der passer perfekt til hvilke kategorier og tags
  • Opret en e-mailliste for hver tilmeldingsgave
  • Sørg for, at dine tilmeldingsbokse bliver vist på sider og blogindlæg, hvor de matcher indholdet.

Lad os tage et eksempel:
Forestil dig, at du er tekstforfatter. Nogle af de besøgende på dit website er interesserede i keyword research. Andre vil læse dine tips og tricks til at skrive en fantastisk tekst. Og nogle vil helst læse om salgstekster.

Så skal du måske have tre forskellige tilmeldingsgaver!
Jeg foreslår:

  • En pdf-guide til keyword research
  • En e-bog med dine bedste tips til tekstforfatning
  • Og selvfølgelig en skabelon til at skrive den perfekte salgstekst.

De mennesker, der læser blogindlæg om keywords, får nu tilbudt en guide til keyword research i bytte for deres e-mailadresse.

Når folk læser tips om tekstforfatning, får de tilbudt en e-bog med tips om tekstforfatning – præcis hvad der interesserer dem allermest!

Og mens folk læser om salgstekster, frister du dem med din store flotte tilmeldingsboks, hvor de kan downloade en skabelon til salgstekster…
Så nu får alle en tilmeldingsgave, der passer præcis til dem.
Og samtidig finder du også ud af, hvad de allerhelst vil læse om.

Bed lykkens gudinde om hjælp! Lav en konkurrence


Alle elsker konkurrencer! Folk vil med glæde tilmelde sig dit nyhedsbrev, hvis de får chancen for at vinde en præmie. Præmien kan eksempelvis være en rabatkode – noget fra din webshop – eller måske en service, du tilbyder.
Det er egentligt ret simpelt.
Du kan faktisk bare vælge en tilfældig læser hver måned som vinder af din konkurrence. Selvfølgelig kan du også dele et link til konkurrencen på dine sociale medier.
Nu har du bare brug for en – eller flere – store tilmeldingsbokse, så du kan reklamere for konkurrencen på dit website.

Lav en quiz på dit website

Quizzer er sjove! Og de kan hjælpe dig med at få flere læsere på dit nyhedsbrev.
Folk, der er interesserede i din virksomhed, vil med glæde besvare en quiz. Selvfølgelig skal de tilmelde sig dit nyhedsbrev for at få deres resultat.
Du skal bruge et plugin til at lave en quiz.
Hvis du har en WordPress website, vil jeg foreslå et plugin, der hedder Thrive Quiz Builder.
Men husk, at folk, der besøger din hjemmeside, ikke gider spilde deres tid. Det er derfor, din quiz skal matche din målgruppes interesse.
Bonustip:
Du kan tilbyde dine gæster på hjemmesiden quizzen: Er du begynder eller pro til (dit emne). De vil elske det! Og det vil du også.
For når du ved, om folk er nybegyndere eller hajer, kan du segmentere læserliste på dit nyhedsbrev. Så kan du sende forskellige mails til begyndere og erfarne, så alle får nyhedsbreve, der passer til deres niveau. Hver og en af dine læsere vil føle, at dine mails hjælper dem. Det er en god start på salget!

Lad Google skaffe nye læsere på nyhedsbrevet

SEO er altid en god måde at få mere trafik på dit website. Og meget trafik betyder flere læsere på nyhedsbrevet.
Men Google har mere at byde på. Hvis du ikke har en Google Business page, så skulle du få en med det samme!
Prøv at tænke på din Google Business Page som et udstillingsvindue.
Du kan dele billeder af dine tilmeldingsgaver og linke til din landing page, hvor folk kan downloade den lead magnet, de gerne vil have.
Nu vi taler om Google, skal du ikke snyde dig selv for Google Alerts! Det er en gratis service, der overvåger nettet.
Sådan gør du:
Tilmeld dig Google Alerts.
Log ind og skriv en liste med keywords. Dine keywords er alle de ord, du gerne vil holde øje med på nettet.

Så hvis du er psykolog og behandler stressrelaterede depressioner, kunne din liste af keywords måske omfatte: stress – depression – psykoterapi – dit eget navn – dit firmanavn – konkurrenters navne.

Sådan! Nu sender Google Alert dig en e-mail, når folk nævner et af dine keywords online. Så er du klar til at deltage i debatterne om dine favoritemner online … og linke til din landing page, så folk kan tilmelde sig dit nyhedsbrev.

Godt!

Nu er din hjemmeside en leadgenerator.

Men selvfølgelig kan du også bruge de sociale medier til at få flere læsere på dit nyhedsbrev.

Så lad os se nærmere på sagen …

Få nye læsere fra sociale medier

Selvfølgelig skal du bruge sociale medier til at få flere læsere på dit nyhedsbrev.
Men lad dig ikke overvælde!
Vælg to eller tre sociale medier til din markedsføring, hvor mennesker i din målgruppe hænger ud i forvejen.
Er du i tvivl om, hvilke sociale medier du skal markedsføre dig på? Så kan du læse denne artikel: medier.
Lad os nu se nærmere på nogle populære sociale medier, hvor du kan høste nye læsere!

Få nye læsere på dit nyhedsbrev med Facebook

Facebook har 2,2 milliarder aktive brugere fordelt ud over hele kloden – og 3,8 millioner af dem er danskere.
Så hvis du ikke på nuværende tidspunkt har en virksomhedsside på Facebook, går du virkelig glip af noget. Du kan bruge Facebook til at sælge dit produkt, gøre dit professionelle netværk større og få flere nye læsere på dit nyhedsbrev.
Du kan reklamere for din tilmeldingsgave på Facebook på mange forskellige måder, både gratis og betalte.

Lad os starte med nogle få, men ret lette strategier:

  • Brug et billede af din freebie som coverbillede (ikke profilbillede) på din Facebook virksomhedsside. Læg et link under billedet, der linker til din tilmeldingsgave, på dit website.
  • Placer et billede af din lead magnet i din sidebar widget på din Facebook side.
  • Find Facebookgrupper, hvor det typiske medlem af din målgruppe er aktiv. Vær hjælpsom. Svar på spørgsmål. Del din viden, så folk lægger mærke til dig. Husk dog, at de fleste grupper ikke tillader direkte markedsføring.
  • Find Facebookgrupper, hvor du gerne må markedsføre dig. Del din tilmeldingsgave i denne gruppe, ikke bare en gang, men ofte.
  • Overvej, om du vil lave en Facebook gruppe for din egen målgruppe. Det kan du sagtens! Men husk: Det tager tid og arbejde at få din Facebook gruppe til at vokse. Så måske skulle du bare vente indtil du har en lang liste af læsere på dit nyhedsbrev. Så kan du bare invitere alle dine læsere til din Facebook gruppe.
  • Du kan også lave en popup gruppe på Facebook, en let måde at få nye læsere på. En popup gruppe eksisterer kun i kort tid – så lukker den. Tricket er, at når du lukker folk ind i din gruppe, vil Facebook sende en notifikation til alle deres venner om det. Det tiltrækker flere medlemmer. Og selvfølgelig kan du også reklamere for din popup gruppe.
  • Gå live på Facebook for at få nye læsere på dit nyhedsbrev. Facebook elsker videoer – især live! Det er virkelig let at komme i gang: du skal bare logge på din Facebook business profil, trykke på knappen – og så er du live! Du kan lave en serie af korte Facebook live videoer og linke til din landing page.
  • Hold en planlagt Facebook event. Når du har vænnet dig til Facebook live, kan du planlægge Facebook events og invitere folk fra din målgruppe. Dine live events skal selvfølgelig fokusere på din lead magnet og friste folk til at få fat i den. Og bare rolig: Når du går live på Facebook, kan du downloade din live videoer. Så kan du poste dem på de sociale medier senere. Du kan også lægge videoerne op på dit website. Der er ingen grund til at lade dit arbejde gå til spilde! Måske vil du helst prøve at gå live på Facebook uden dine kunder ser det? Så kan du bare tilmelde dig min gruppe Gå live på Facebook.
  • Hold en Facebook-konkurrence. 

Som du kan se, behøver du ikke at bruge penge på at reklamere for dig selv på Facebook.

Men jeg vil alligevel anbefale at du også køre annoncer. Det kan normalt godt betale sig. Og bare rolig: Du kan sætte annoncer op, som bliver vist for lige netop din målgruppe. Der er ingen grund til at spamme folk uden for din målgruppe!

Hvordan får du nye læsere på LinkedIn?

Har du en aktiv LinkedIn profil?
Hvis ikke, er det på tide at komme i gang.
LinkedIn er en voksende platform med mere end 722 millioner brugere i over 200 lande.
LinkedIn er den perfekte platform til at få nye læsere, både kunder og professionelle.
Alle burde have en aktiv LinkedIn-profil. Men det gælder ikke mindst dig, som sælger b2b.
Du kan selv vælge, om din LinkedIn profil er offentlig.

Google indekserer din LinkedIn-side, hvis den er offentlig.

Det betyder også, at du kan optimere din LinkedIn-profil til Google – præcis som din hjemmeside.

Du kan også finde – eller starte – LinkedIn-grupper, hvor du kan møde din målgruppe
Og selvfølgelig, kan du dele videoer, blog posts, og links til din lead magnet på LinkedIn.
Og glem ikke at gøre det ofte, så du ikke går i glemmebogen.

Du kan også køre annoncer for din tilmeldingsgave på LinkedIn.

 Hvordan får du læsere fra Instagram?

Instagram er et voksende forum med næsten en milliard brugere. Det er klart det perfekte medie at bruge, hvis du virkelig mestrer kunsten at fortælle historier med billeder.
Instagram er en let måde at få masser af nye læsere på.
Som en start kan du køre reklamer på Instagram med Instagram Lead Ads. Det er ret let, hvis du allerede er vant til at bruge Facebook Lead Ads. Så kan du bare logge på Facebooks Ad Manager og lave en ny Instagram Lead Ad.

Men selvfølgelig kan du også få nye læsere med Instagram gratis. Du kan fx tilføje tilmeldingsknapper og tilmeldingsbokse på din Instagram-profil.

Når man klikker på din tilmeldingsknap, bliver man sendt videre til din tilmeldingsboks.

Du kan også lave konkurrencer på din Instagram, hvor du beder dine følgere om at kommentere din post eller udfylde et spørgeskema for at få præmien. Selvfølgelig er de nødt til at tilmelde sig dit nyhedsbrev for at komme med i udtrækningen om din præmie.

Husk at bede dine følgere om at tagge en ven, for at dit opslag får mere opmærksomhed. Ellers kender du måske en influencer, der kan dele opslaget om din konkurrence?

Planlæg dine opdateringer: Vær doven og lad maskiner poste din lead magnet  online

Du behøver ikke selv at lave alt arbejdet på de sociale medier!
På Facebook kan du planlægge dine opdateringer og lade Facebook poste dem på et planlagt tidspunkt,

Og endnu bedre: Du kan bruge RecurPost til at planlægge og poste for dig, på sociale medier som Facebook, LinkedIn, Twitter og Instagram.

Folk kan ikke gå glip af din tilmeldingsgave hvis du poster den hver uge.

RecurPost er virkelig let:

  • Tilmeld dig RecurPost og log ind
  • Lav et bibliotek af opslag til sociale medier
  • Forbind RecurPost med de sociale medier, du vil bruge
  • Vælg i kalenderen, hvornår RecurPost skal dele dit indhold online.

Bare husk at variere dine posts. Ingen har lyst til at se de samme posts hver dag! Og glem ikke anbefalinger af din tilmeldingsgave. Folk tilmelder sig med glæde dit nyhedsbrev, hvis de ser vennerne anbefale dig.

 

Få flere læsere gennem netværk

Kender du nogen dygtige virksomhedsejer med samme målgruppe som dig?
Nogen der kan hjælpe din målgruppe – uden at være din konkurrent?
Selvfølgelig gør du det:

  • Hvis du er webdesigner, vil din målgruppe gerne kende en tekstforfatter.
  • Hvis du er tekstforfatter, vil dine kunder måske gerne kende en fotograf.
  • Og hvis du er frisør, vil dine kunder gerne præsenteres for en dygtig makeup artist, osv.

Sådan får du læsere gennem netværk:

Skriv en e-mail til en – eller flere – med samme målgruppe som dig. Bed dem om at reklamere for din lead magnet på deres nyhedsbrev. Til gengæld kan du reklamere for dem på dit nyhedsbrev.
Det vil virke som magi! Snart vil du se en masse nye læsere på dit nyhedsbrev!

Samarbejd med andre om at få læsere

Vil du gerne være centrum for opmærksomhed, gøre dit netværk større, og få masser af nye læsere på dit nyhedsbrev?

Selvfølgelig vil du det.
Derfor kan du holde en giveaway online sammen med andre dygtige mailhajer.

Sådan skal du gøre:

  • Skriv en liste over dygtige selvstændige. Husk: Du skal kun kontakte de folk, som du kan anbefale.
  • Skriv en e-mail og fortæl dem, hvor dygtige de er – og fortæl dem, at alle i din målgruppe vil elske deres nyhedsbreve.
    Spørg dem, om de vil være med i dit giveaway event og få en masse nye læsere.
    Husk at fortælle dem, at den bedste måde at få nye læsere på med en giveaway event er at gøre det til en tidsbegrænset event.
  • Lav en simpel landing page med en tilmeldingsboks for alle deltagerne.
  • Bed alle deltagerne sende et nyhedsbrev, hvor de opfordrer deres læsere til at se på din landing page, om de er interesserede i nogen af tilmeldingsgaverne.  

Få flere læsere med gæsteblogging

Sådan skal du gøre:

  • Lav dig selv en stærk kop kaffe!
  • Skriv en liste over websites, du gerne hvor du gerne vil være gæsteblogger.
  • Nu kan du sende hver af disse bloggere en e-mail, hvor du spørger, om du må skrive et blogindlæg til deres blog.

Du kan bruge denne skabelon til din e-mail:
“Hej (bloggerens navn).
Jeg kan virkelig godt lide din blog! Blogindlægget (titel) fangede min opmærksomhed. Jeg er (titel, uddannelse), og jeg hjælper mine (klienter/kunder) med (det, du hjælper dem med at gøre), så de kan (nå dette vigtige mål).
Jeg har tænkt på, om jeg må skrive et blogindlæg på din blog om et af disse emner (3 forskellige forslag, som passer til bloggen).

Du er også meget velkommen til at gæsteblogge hos mig, hvis du har lyst.”

I dit gæsteblogindlæg skriver du selvfølgelig et par linjer om tilmeldingsgaven til dit nyhedsbrev.

Om muligt skal du også indsætte et billede af den.

Og glem ikke at lægge et link fra dit blogindlæg til din landing page!

Klar? Kom i gang med e-mail lead generation

Nu har jeg vist dig en masse metoder til at få nye læsere på dit nyhedsbrev.

Du er klar til at gå i gang!

Prøv én af metoderne hver eneste dag – og begynd gerne din jagt på læsere med at bruge lidt penge på Facebook-annoncer. Så er du flyvende fra start.  

FAQ

Hvad er e-mail leads?

E-mail leads er personer, som har givet dig deres tilladelse til at sende e-mail marketing. Du må kun sende e-mail marketing til nogen der har givet dig sin tilladelse. Du er nødt til at følge GDPR’s retningslinjer – General Data Protection Regulation. Hvis reglerne ikke bliver fulgt, kan du risikere at få en bøde.

Hvor kan jeg finde nye læsere?

Du kan finde nye læsere på mange måder: offline til en salgsmesse og gennem trykt reklamemateriale – online med sociale medier og online events – gennem netværk – og selvfølgelig dit website.

Hvordan sender jeg e-mail marketing mails?

For at sende e-mail marketing mails har du brug for et professionelt e-mail marketing system. Det skal være let for folk at tilmelde og afmelde sig, og du skal kunne opbevare deres data på en sikker måde.

Hvad er GDPR?

GDPR er reglerne om databeskyttelse – General Data Protection Regulation. Din e-mail marketing skal leve op til reglerne om databeskyttelse – ellers kan det være du får en bøde.

Ressourceliste:

  • Mailerlite – e-mail marketing program. Tilmeld dig gratis og planlæg automatisk afsendelse af e-mail.
  • Simplero – en platform, hvor du kan holde onlinekurser, sælge online og sende nyhedsbreve.
  • EasyMe – en god onlineplatform til dig, som er behandler. EasyMe har særligt fokus på datasikkerhed. EasyMe giver mulighed for tidsbestilling, salg af onlinekurser og udsendelse af nyhedsbreve.
  • Canva – design dine egne billeder til updates på de sociale medier.
  • RecurPost – planlæg og post på de sociale medier.
  • Zoom – hold gratis onlinemøder og webinars – eller vælg den betalte version, hvis du vil have extra features
  • Popup Ally og Thrive Leads – WordPress plugins til dine tilmeldingsbokse på nyhedsbrevet.
  • Thrive Quiz Builder – WordPress plugin til at lave quizzer på din hjemmeside og få folk til at tilmelde sig dit nyhedsbrev for at få deres resultat.

Få hjælp af en erfaren tekstforfatter

Jeg har skrevet mange nyhedsbreve og mailserier. 

Du er velkommen til at kontakte mig og få et kvarters gratis rådgivning om e-mail marketing.

Related Posts

Få hjælp til tekst - med fokus på salg Ja, lige nu kigger jeg på dig, som har en stor boglig viden.Du har slugt enorme bunker bøger under din uddannelse.Du har afleveret rapporter, specialer eller afhandlinger. Så det er kun naturligt, at du skriver webtekster, brochurer og pressemeddelelser på dit job. Hvem skulle ellers? Du er jo den medarbejder, der har de bedste forudsætninger for det. Du har et forspring,

Styrk troværdigheden - spar på tillægsord Hvad er tillægsord? Tillægsord er de ord, som lægger sig til et andet ord og fortæller noget om det. Tillægsordet kan fortælle noget om navneord, pronominer eller egennavne. Men tillægsordet kan også fortælle noget om begivenheder. Et eksempel, hvor tillægsord lægger sig til navneord: I sætningen "Hun har en pæn bluse på" lægger ordet "pæn" sig til navneordet "bluse." Eksempel på tillægsord, der lægger

Hver evig eneste dag bliver min hjemmeside angrebet af hackerbotter. Sandsynligvis også din. Jeg er i hvert fald ikke alene.Både småbitte og gigantiske virksomheder er under beskydning.I den sidste weekend af februar 2024 er flere store virksomheder og kommuner blevet nedlagt af hackere, skriver TV2.dk Det er træls. Men vi kan ikke gøre andet end at beskytte vores hjemmeside, så godt vi nu kan. Derfor har jeg interviewet Michael Leitner

Video: Må jeg præsentere dig for 3 af de seotekstforfattere, du skal undgå? Du har brug for seo-tekstforfatningSå du vil hyre en seo-skribent, men! Hvem skal du dog vælge til opgaven? Der er nok at vælge imellem. Så du ringer febrilsk rundt ... Men efter samtalerne er du faktisk stadig meget i tvivl. Godt. Lad mig fortælle dig, hvem du ikke skal overlade din seo-tekstforfatning til.  Faresignal 1:Du: "Hvor lang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}