Tips til korrektur

Skal du læse korrektur på din egen tekst? Her får du korrekturlæserens bedste tips.

Undervurder ikke opgaven

Korrektur tager faktisk en hel del tid, hvis du har skrevet en længere tekst.
Det gør det for mig, der har været tekstforfatter, korrekturlæser og redaktør i 117 år – eller næsten! Så det gør det nok også for dig.
De fleste tror, at de kan nøjes med at læse den lange tekst igennem et par gange. 
Sandheden er dog, at du sandsynligvis skal læse teksten langsomt igennem 5-6 gange. 

Overvurder ikke dine kompetencer

Ja, undskyld. Det er ikke ment som en fornærmelse. Absolut ikke. Men det er faktisk de færreste, der er rigtig gode til at læse korrektur på deres egen tekst.
Er du nu helt sikker på, at du fx har styr på kommareglerne? Ja? Så er du en af de få. Tillykke med det!

Overvej, om du har brug for tekstredigering

Meget ofte får jeg tilsendt en tekst til korrektur, der har brug for noget helt andet. Nemlig tekstredigering. Der er faktisk stor forskel!
Grundkorrektur er rettelse af stavefejl, grammatiske fejl og slåfejl. Tekstredigering er derimod en gennemskrivning, hvor alle uklare tekststeder bliver gennemskrevet.
Det betyder som regel, at teksten bliver meget mere overbevisende. Samtidig bliver den nemmere at læse, forstå og huske.

Zoom ind på teksten

Det er faktisk meget nemmere at læse korrektur på teksten, hvis du zoomer ind til 150 % på computeren – og skruer op for lyset på skærmen!

Geniet arbejder! Skaf ro

Det kan godt være, det ikke gør så meget, at telefonen ringer under din første gennemlæsning af teksten. Men når du læser slutkorrektur, skal du have ro og fred.

Brug korrekturværktøjer – rigtigt!

Korrektur tager meget længere tid, hvis du ikke bruger korrekturværktøjer som Words stavekontrol og Editor, som er en Microsoft-browserudvidelse. Du kan også – måske – bruge ChatGPT.
Men du er nødt til at være kritisk. Hverken stavekontrollen i Word, ChatGPT eller Microsofts Editor er perfekte værktøjer. Det betyder, at du ALDRIG må stole blindt på værktøjerne!
Korrekturværktøjernes ændringsforslag SKAL gennemlæses kritisk, så du kan acceptere eller afvise dem.
Du skal være ekstra kritisk, hvis du bruger ChatGPT til korrektur. Hvis AI’en KUN skal rette fejl, så skal du prompte den til IKKE at omskrive teksten. Ellers risikerer du skam at få en helt anden tekst retur! Du skal selvfølgelig altid tjekke ChatGPT’s rettelser. 

Læs mere om korrektur i ChatGPT.

Tilføj navne og specielle ord til Words ordbog

Når du bruger Words stavekontrol, skal du være opmærksom på, at specielle navne og andre ord meget nemt kan få en rød streg af stavekontrollen. Det er naturligvis irriterende. For når der er masser af røde streger under ord, der ikke skal rettes, går det ud over dit overblik. Heldigvis kan du vælge, at Word ignorerer de ord, du ikke vil have fejlmarkeret. Du kan også tilføje ordene til Words ordbog.

Vær opmærksom på skrifttyper og formatering af teksten

Korrektur handler ikke kun om at rette fejl. Det handler faktisk også om, hvordan teksten ser ud på skærm eller papir. Teksten er meget nemmere at overskue, når du formaterer den rigtigt.
Det betyder, at du skal være konsekvent, når du vælger skrift-størrelse – og det samme gælder selvfølgelig for kursivering, fed skrift osv.

Husk registrering af ændringer i Word

Når du læser korrektur i Word, kan du vælge Registrer ændringer. Det betyder, at du kan afvise eller acceptere ændringerne i dit dokument. Det er især utrolig nyttigt, hvis du samarbejder med andre om teksten. Læs mere om Wordkorrektur.

Faq

Hvordan slår du stavekontrollen i i Word?

Hvordan slår man stavekontrol til i Word? 

Sådan aktiverer du stavekontrol og grammatikkontrol:

  • Find Word-menuen - og klik på Indstillinger i stave- og grammatikkontrollen.
  • Under Stavekontrol vælger du Løbende stavekontrol, hvis du vil have teksten kontrolleret af Word, mens du skriver. Her kan du selvfølgelig også fravælge løbende stavekontrol. Du kan altid kontrollere teksten med Words stavekontrol bagefter. 

Hvordan søger jeg efter ord eller udtryk i et Word-dokument?

Tryk på Control (CTRL) og F samtidig. Du kan også klikke på Startside - og derefter Find.
 

Vigtig viden lige nu:

Få hjælp til tekst - med fokus på salg Ja, lige nu kigger jeg på

Styrk troværdigheden - spar på tillægsord Hvad er tillægsord? Tillægsord er de ord, som lægger

Hver evig eneste dag bliver min hjemmeside angrebet af hackerbotter. Sandsynligvis også din. Jeg er

Har du behov for et tilbud på din tekstopgave
- eller svar på et spørgsmål?
Kontakt mig her - jeg vender hurtigt tilbage!