4 fejl, du gør, fordi stavekontrollen narrer dig
Jeg har en ven, der er ordblind.
Han knuselsker funktionen stavekontrol i Word. Det er rart at have supervåbenet mod stavefejl lige ved hånden.
Det sætter man pris på, når man fik røde streger overalt i sine danske stile som skoleelev. Men selvom han elsker stavekontrollen, får han sommetider en grim mistanke.
Han tænker:
Hvad hvis din stavekontrol svigter din tillid?
Hvad nu hvis teksten er fyldt med fejl alligevel?! Måske er den slået fra? Og hvad nu hvis alle de fejl bliver sendt ud i organisationen sammen med teksten? Åh nej …
Men når den lumske mistanke melder sig, har han et trick.
Han skriver bare hurtigt en masse volapyk på den hvide side. Så er der dømt røde streger overalt.
Det fortæller ham, at stavekontrollen er aktiv! Og det betyder, at der ikke var nogen fejl i den rigtige tekst, som stavekontrollen ikke reagerede på …
Derefter sender han glad sin tekst ud til de tusindvis af læsere i organisationen …
Stol aldrig blindt på din stavekontrol
Det er snedigt af ham at tjekke Words stavekontrol. Den kan nemlig sagtens finde på at snyde.
Så hvis du stoler blindt på den, laver du mange sprogfejl.
4 typer sprogfejl, din stavekontrol overser
- Sammensatte ord
Stavekontrollen er ikke særlig begejstret for de mange sammensatte ord på dansk.
Mange af ordene deler den uden videre. Den er også slem til at overse det, hvis du opdeler ord, der skal være sammensatte ord.
Prøv selv at skrive katte video i stedet for kattevideo. Her blinker de helt store røde alarmlamper hos enhver korrekturlæser.
Men stavekontrollen reagerer ikke!
- Forvekslingsord
Stavekontrollen er rigtig elendig til at hjælpe dig med at se, hvor du har skrevet noget sludder.
Den overser nemlig de såkaldte forvekslingsord.
Prøv fx at skrive: Det er lige meget hver. Det er lige meget vær. Det er lige meget vejr.
Ingen røde streger!
- Gentagelser
Prøv at skrive: “Derfor kan I i fællesskab løse opgaven.” Fluks får du en rød streg under “I i”. Word registrerer nemlig, at “I i” er en fejlagtig gentagelse af samme ord. Men selvom “I i” ikke er særlig elegant, så er det jo ikke en fejl.
- Navne
Stavekontrollen ser rødt, hver gang du skriver et navn – bortset fra de allermest almindelige navne.
Det betyder selvfølgelig også, at du hurtigt lærer dig selv at overse de mange røde streger i navnene, mens du skriver.
Det er farligt. Før eller senere staver du et navn forkert, og selvom den røde streg advarer dig, overser du det!
Brug stavekontrollen rigtigt
Derfor skal du bruge stavekontrollen i Word med omhu. Og du må aldrig nogensinde stole blindt på den!
- Læs altid korrektur på dine e-mails, salgstekster og blogindlæg! Læs grundigt igennem flere gange, når du føler, den er færdig. Du finder altid slåfejl, kommafejl, stavefejl eller andre sprogtudser.
- Brug først stavekontrollen til sidst.
- Accepter aldrig automatisk alle ændringer, stavekontrollen foreslår. Se dem igennem – hver og en.
- Tilføj de ord til ordbogen, som stavekontrollen brokker sig over hele tiden – selvom du er helt bombesikker på, at de er rigtige. Så er du fri for at tænke på dem næste gang. Du kan selvfølgelig også tilføje navne, du skriver hele tiden.
- Slå op i Retskrivningsbogen Online, når du er i tvivl.