• Home
  • Blog
  • Bliver du ringet op af Bureau Lidtforsmart?

oktober 5, 2023

Bliver du ringet op af Bureau Lidtforsmart?

Hør blogindlægget som podcast:

 

 

Nogle er knap så smarte, som deres kunder tror

I december blev jeg ringet op af en flink ung mand, der sagde noget i denne stil:

”Hej hej, jeg ringer fra Bureau Lidtforsmart, vi optimerer hjemmesider. Jeg ville bare høre, om DU er tilfreds med din hjemmeside?!”

”Ret godt! Men alting kan jo blive bedre. Hvad mener du?”

”Ja – du har jo proppet enormt MEGET TEKST ind på den.”

”Hm. Ja, det har jeg, og derfor ligger jeg også på gode placeringer på mange af mine keywords!”

”Ahr, nu kan man jo også få gode placeringer med links.”

”Ja. Jeg arbejder også med linkbuilding,” sagde jeg.

Nu ved jeg jo ikke liiige, hvor meget du ved om det?

… sagde han.

Jeg svarede: ”Jo, jeg arbejder med Google-optimerede tekster og linkbuilding. Men jeg vil selvfølgelig da gerne høre, hvad DU ville ændre ved min hjemmeside?”

”Altså, jeg ville jo fjerne noget af det der TEKST, som INGEN alligevel læser det hele af … ”

Så vidt, så skidt. Jeg nåede simpelthen ikke at stoppe sætningen:

”Undskyld, men jeg synes, du skal ringe til nogen, der ikke ved noget om det,” sagde jeg.

Det blev vi ret hurtigt enige om.

Det var ikke med vilje

Nej, det var faktisk slet ikke meningen at være grov.

Men INGEN tilfældigt forbisurfende sælger skal skære mine tekster og Googleplaceringer ned til sokkeholderne for at hæve bureauets indtjening.

MUHAHUHIHAUW

Desværre er Bureau Lidtforsmart kun ét af mange …

Der var også hende, der en kold vinterdag fyldte min øregang med lyserøde løfter:

”Jeg ringer for at spørge, om DIN virksomhed ikke skal på Google Places? Så du kan få nogle kunder!”

Jo tak, men nu stod jeg lige på perronen med hovedet forrest og var ved at snuble over mine egne ben for at nå ind i et tog.

Men i min forvirring fik jeg sagt: ”Men jeg ER på Google Pages,” og så kunne man høre hendes onde skurkelatter: ”MUHAHUHIHAUW … ”

Det var den lyd, der fik mig til at indse, at jeg skulle sige tak-fordi-du-ringede-men-ellers-mange-nej-tak. I en fart, inden jeg blev en mindre formue fattigere.

For jeg var selvfølgelig allerede på Google Places, hvor jeg selv havde oprettet min virksomhed ganske gratis.

Det havde skurken selvfølgelig vidst, hvis hun havde brugt 20 sekunder på at google min butik.

Men det havde hun ikke. Fordi hun er en skurk, og hun er ikke den eneste!

For hvor mange gange har jeg ikke talt med en ulykkelig iværksætter, der var svinebundet af et abonnement på linkbuilding. Uden at nogen havde oplyst, hvilke links der blev bygget hvor.

Eller en, der havde kastet sine penge efter en gratis hjemmeside med hosting for en formue … og så fremdeles!

Slyngler er der nok af, men heldigvis kan du ret hurtigt sortere dem fra.

Sådan spotter du skurken:

· Skurken bruger sjældent tid på at finde ud af, hvem du er, og hvad du sælger, før han ringer

· Skurken kan ikke dokumentere de resultater, han påstår at skabe

· Skurken kan ikke lide, at du stiller spørgsmål om det, han tilbyder. For så opdager du måske, at han ikke ved særlig meget om det

· Skurken har sjældent et velpasset nyhedsbrev: Han foretrækker hit, grab the money and run-metoden i stedet for at opbygge tillid over længere tid

· Og det værste: Skurken er ikke en rigtig skurk. Han er tit og ofte bare en ung studerende, der prøver at tjene lidt penge som telefonsælger. Mens andre scorer overskuddet på at sælge dig noget, du ikke har brug for. Så vær flink ved din skurk – men køb ikke af ham!

Gør ALTID de her 3 ting, før du bruger en rød øre:

· Tjek hjemmeside, LinkedIn og sociale profiler.

· Hæng ud på nyhedsbrevet et stykke tid, og find ud af, om det ser troværdigt ud.

· Se også på et par konkurrenter. Bare for en sikkerheds skyld.

Final word of warning

· Bind dig aldrig – og jeg gentager: aldrig – til lange abonnementer på noget, medmindre du præcis ved, hvad du får!

Skribent: tekstforfatter, blogger og korrekturlæser Louise Lamberth.

 

Vigtig viden lige nu:

Hver evig eneste dag bliver min hjemmeside angrebet af hackerbotter. Sandsynligvis også din. Jeg er

Har du behov for et tilbud på din tekstopgave
- eller svar på et spørgsmål?
Kontakt mig her - jeg vender hurtigt tilbage!

 

>