• Home
  • Blog
  • Ny selvstændig? Du kan søge tilskud til uddannelse via NextStep

Ny selvstændig? Du kan søge tilskud til uddannelse via NextStep

Er du en nystartet iværksætter med behov for kompetenceudvikling? Har du allerede nu kunder eller investorer, så du kan vise, at der er potentiale i din virksomhed?

Så kan du måske få tilskud til et NextStep-forløb via Iværksætterdanmark.

Du kan søge tilskud, hvis din virksomhed lever op til disse krav:

  • Du har du et dansk CVR-nummer, som du har fået efter 30. august 2016
  • Du har ambitioner om at nå en omsætning på 500 000 indenfor to år
  • Du vil gerne forløse – eller styrke – et grønt potentiale.

Værd at vide:

  • Hvis din ansøgning bliver accepteret, kan du få et tilskud på 75 % af din udgift til kompetenceudvikling – dog højst 27 000 plus moms.
  • Du skal selv lægge hele beløbet for din kompetenceudvikling ud. Derefter får du 75 % af beløbet op til 27 000 refunderet.
  • Du må ikke lave aftaler med leverandører eller indhente tilbud, før du har fået accept af din ansøgning.
  • Husk, at tilskuddet skal bruges til rådgivning eller kurser, ikke opgaveløsning i virksomheden.

Hvor skal du sende din ansøgning hen?

Hvis din virksomhed matcher kravene, kan du sende din ansøgning via din profil på Iværksætterdanmark.

Hvad skal der stå i ansøgningen?

Det er simpelt at udfylde ansøgningsskemaet – der er nemlig kun fire spørgsmål.

  • Præsenter din virksomhed, og fortæl, hvilken omsætning du forventer indenfor de næste to år.
  • Beskriv, hvilke kompetencer der er i virksomheden, herunder din uddannelse og erfaring.
  • Beskriv, hvilken kompetenceudvikling du har brug for – og hvorfor det vil understøtte din virksomheds vækst i de næste år.
  • I ansøgningen skal du komme ind på, hvordan din virksomhed vil forløse et grønt potentiale.

Sørg for, at du formulerer dig klart og fyldestgørende, for din ansøgning bliver vurderet af mennesker, der ikke kender dig og din virksomhed i forvejen.

Hvis ansøgningen bliver godkendt, skal du skrive under på aftalen, før dit NextStep-forløb kan gå i gang.

Sådan foregår et NextStep-forløb

Du får sparring af en vækstguide fra NextStep. I sætter mål for din virksomhed og laver en handlingsplan, der gør det realistisk for dig at nå målene.Undervejs eller efter sparringen modtager du tilskuddet til kompetenceudvikling, som styrker væksten.

Hvad kan du bruge NextStep-tilskuddet til?

Du kan bruge tilskuddet til privat rådgivning, herunder:

  • Kurser i salg, strategi eller forretningsudvikling
  • Kursusforløb eller rådgivning, som er tilrettelagt efter netop dit behov af en privat rådgiver.

Det kunne fx være kurser eller rådgivning om:

  • Strategi, markedsføring, herunder tekstforfatning af salgstekst, LinkedIn-tekster og andre virksomhedstekster
  • Opsætning og drift af webshop
  • Fotografering, videofotografering og redigering af fotos og videoer
  • Projektledelse
  • Bestyrelsesopgaver
  • Grøn omstilling
  • Drift af virksomhed.

 

Læs artikler i kategorien: 
Sælg med LinkedIn

Vigtig viden