Hader du også markedsføring og reklametekst?!

reklametekster

Reklametekst for dig, der hader at prale af din virksomhed

”Er der noget særligt, I gør anderledes end jeres konkurrenter – noget, som I er særlig gode til?” spurgte jeg i telefonen.

”NEJ. Alle skal være eksperter i dag. Jeg kan ikke lide det.”

”Men … med 35 års erfaring må I da være gode?!”

”Ja, vi mener også, vi er gode. Men vi er ganske almindelige mennesker, der laver VVS for almindelige mennesker.”

Finito.

Mange har det ligesom VVS-manden. De hader salg. De foragter reklametekst. De kan ikke fordrage flotte ord. De frygter sælgerklichéer og hader reklametekster. De gider ikke høre om, at deres virksomhed skal skille sig ud eller være unik eller autentisk.

Mange af den slags virksomheder lever godt af lokale kunder. De lever af at være den lokale og populære VVS-mand, frisør eller bager.

Deres virksomhed dækker et behov, og den gør det godt, faktisk rigtig godt. Ellers var den jo ikke på markedet.

Let’s face it …

Der er ikke noget unikt i ønsket om at være unik. Tværtimod er det tidens måske stærkeste trend.

Og ved du hvad?

Hvis mit vandrør springer, og vandet fosser ud, ringer jeg til den lokale VVS’er.

Jeg er så ligeglad, om han har et unikt virksomhedskoncept. Det interesserer mig ikke, om VVS-manden tilfældigvis har nettets flotteste website eller skriver som Shakespeare eller har hyret markedets dygtigste fotograf og den dyreste grafiker. Det rager mig en badeand – bare han kommer, før syndfloden tager mig.

En reklametekst gør intet salg

Nu må du ikke misforstå mig – jeg synes, du skal udvikle din virksomhed og servicere dine kunder på alle de måder, de har brug for. Du skal ikke sælge det samle gamle, støvede produkt igen og igen, hvis dine kunder meget hellere vil ha’ en Star.

MEN:

Markedsføring og reklametekster handler ikke nødvendigvis om at love noget helt fantastisk – som du måske eller måske ikke kan holde. Det handler om at love, hvad DINE kunder vil høre – og bevise allerede i teksten, at du kan holde det. Måske endda bedre end konkurrenterne, der lover noget af det samme.

Hva’ snakker du om?

Fluks et par eksempler:

I nogle brancher er det meget vigtigt at komme til tiden. Det er så vigtigt, at det for nogle lyder som en kliché at skrive, at “vi kommer til tiden.” Men det er nu en gang vigtigt for kunden.

Så når du alligevel skriver ”Det er vigtigt for os at komme til tiden” kan du jo tilføje ”og med femten medarbejdere kan vi altid sætte en ekstra mand ind, hvis det er nødvendigt for at blive klar til aftalt tid.”

Muligvis synes du også, det er en kliché at skrive: “Vi har bred erfaring med alle slags tømrer- og snedkerarbejde”. Men det er også vigtigt for din kunde – og hvis du tilføjer: “Vi kan hjælpe dig med alt fra specialfremstilling af et smukt håndtag til totalentreprise af dit renoveringsprojekt”, forvandler du klichéen til konkret virkelighed, som dine kunder tror på.

For en tekstforfatter som mig er det vigtigt at have erfaring med tekster for mange brancher – og det kan jeg fx dokumentere ved at fortælle, at jeg har skrevet for håndværkere, tøjbutikker, bedemænd, fotografer, webdesignere og SEO-folk. Blandt andre. Så behøver jeg ikke skrive linje op og linje ned om, hvor dygtig jeg er.

So f …. special – eller bare ekstra flink

Derfor: Du behøver ikke løbe sur i din reklametekst, bare fordi du hader store ord og flotte vendinger. Tværtimod. Du behøver ikke prale – overhovedet.

Prøv i stedet at spørge dig selv, om du bare roser din virksomhed – eller om du faktisk lover, hvad kunderne gerne vil høre – og allerede i teksten beviser, at du kan holde det.

PS: Har du også en blog, der beviser, at du er lokalområdets flinkeste VVS-mand, frisør eller bager?

Fint – så kan du godt glemme alt om markedsføring med alt for  flotte ord og én fjer i hatten, der bliver til fem falske høns og en klage til Forbrugerrådet.

Du kan selvfølgelig også få mig til at skrive den reklametekst. Jeg praler kun af det, du kan stå inde for!

 

 

Leave a Comment:

Add Your Reply