De køber ikke! Hvad er der galt med teksten?

tekst til landing page

 

 

Sådan skriver du tekst til landingpage

Here we go again: I din tekst til landingpage skal du fokusere på den forandring, produktet skaber for kunden – ikke på produktet.
Du ved det. Du har hørt det 1 million gange.
MEN! Det er ikke hele sandheden, at du ved det.

Se selv:
Hun sagde: “Hvorfor køber de ikke noget? Hvad er der galt med salgsteksten?” Teksten lød noget i denne retning (bare rolig, jeg har skrevet om):

“Få adgang til mit online-univers.

Lær at booste din virksomhed i 5 video-moduler – hver video er 20 minutter lang.
Lær, hvordan du skaber forandring for din kunde.
Få flere kunder og sælg mere.
Du lærer, hvordan du bruger nemme strategier til at hjælpe dine kunder, så du kan sælge mere til flere.
Det er ikke særlig svært, og du vil blive overrasket over, hvor hurtigt du ser resultater, når du arbejder for sagen hver dag.”

Godt så. Nu kender du værdien. Du ved, hvilken forandring produktet skaber.

Køber du så – eller hvad?

Ja, jeg vil altså ikke.
Hvorfor ikke? Se …
… det er jo ikke, fordi jeg ikke vil “booste min virksomhed”
… og det er ikke, fordi jeg ikke vil skabe forandring for mine kunder
… men det er selvfølgelig heller ikke, fordi jeg ikke ønsker flere kunder og bedre salg.

Men kort sagt:
Teksten teaser min nysgerrighed. Jeg vil gerne have adgang til det online-univers. Måske kan du få mig til at slippe min mail-adresse, hvis den giver mig fribillet. Kun måske.
Men jeg vil altså ikke betale for at blive lukket ind ad den hemmelige dør.

Fordi: Teksten på din landingpage fortæller ikke, hvad jeg betaler for

Ganske vist ved jeg, at det er videoer – og hvor lange de er.
Men hvad får jeg for pengene?!
Måske betaler jeg for adgang til et kursus om noget, jeg ved alt om i forvejen.
Måske passer strategierne ikke til min virksomhed.
Måske er det et kursus i noget, jeg tidligere har prøvet med katastrofale følger.
Måske er det noget, der kræver mere tid, flere penge eller andre kompetencer, end jeg kan diske op med.

Din landingpage mangler svar på de store spørgsmål

HVEM er det kursus for? Er det overhovedet noget for mig?
HVORFOR købe – hvilket problem løser kurset for mig?
HVAD skal jeg lære?
HVORDAN skal jeg lære det, jeg skal lære på kurset?

Intet svar. Ingen ved det.
Kun skribenten, der her har fokuseret på en ting – og kun en ting – værdien af produktet. Uden at tænke på, at ikke alle kan opnå den værdi ved at købe.
Den går ikke, vel? Husk det nu. Og glem ikke, at jeg altid gerne skriver for dig. Læs mere om tekstforfatning.

 

Leave a Comment: