Hvordan bliver man korrekturlæser? ⋆
Tekstforfatter Louise Lamberth –  kontakt freelance tekstforfatteren
Del

Hvordan bliver man korrekturlæser?

hvordan bliver man korrekturlæser

 

Jeg har været korrekturlæser og tekstforfatter siden 2009.

I de år har jeg læst korrektur på alt – fra brochurer til romaner og afhandlinger.

Her kan du læse, hvordan man bliver korrekturlæser.

Du behøver ingen uddannelse for at blive korrekturlæser

Det er nemlig en såkaldt ubeskyttet titel.

Men det er en stor fordel, at du har en uddannelse, der svarer til en kandidatuddannelse i dansk.

Der findes også korrekturlæserkurser, men de fleste er ganske korte. De egner sig derfor bedst til dig, der i forvejen er fx cand.mag. eller journalist.

Foruden uddannelse er det selvfølgelig en fordel, at du har praktisk erfaring som journalist, tekstforfatter eller redaktør.

Korrekturlæsere arbejder med mange forskellige opgaver

Som korrekturlæser kan du selvfølgelig søge faste stillinger, fx på avisredaktionerne.

Men i mange andre brancher er korrektur en opgave, som arbejdsgiveren forventer, at sekretæren eller marketingmedarbejderen kan løse.

Derfor kan der desværre være langt mellem jobtilbuddene, hvis du kun vil læse korrektur.

Til gengæld har du gode muligheder for at få opgaver som freelancer, hvis du har mod på at få dig et CVR-nummer og markedsføre dig selv.

Som freelancer kan du markedsføre dig på mange måder:

  • Direkte kontakt til forlag, avisredaktioner, virksomheder, organisationer og kommuner med behov for korrektur
  • Hjemmeside og nyhedsbrev
  • Sociale medier og online-fora
  • SEO
  • Pressemeddelelser.

7 tips til dig, der vil læse korrektur som freelancer

  • Find med det samme ud af, hvilken målgruppe du vil henvende dig til, så du kan markedsføre dig rigtigt.
  • Hvis du ikke har så mange anbefalinger endnu, kan du tilbyde at læse gratis korrektur for en person, som er kendt og respekteret af din kundemålgruppe. Betingelsen er selvfølgelig, at du får en anbefaling til gengæld, som du kan bruge i din markedsføring. Så er du i gang!
  • Vent ikke på kunder - begynd at markedsføre dig straks! Du kan læse meget mere om markedsføring af små virksomheder her på hjemmesiden.
  • Overvej din prissætning. Det kan være fristende at tage timepriser, for så er du sikker på, at du får dine penge - også når opgaven er større end først antaget. Men hvis du henvender dig til små virksomheder eller private, vil mange mulige kunder ikke være klar til at acceptere timepris. De ønsker at kende prisen i forvejen.
  • Pas på med faste priser. Der er meget stor forskel på, om du bare skal flytte et par kommaer, eller du skal rette adskillige stavefejl og slåfejl i hver eneste sætning. Bed om at se teksten, før du giver et endeligt tilbud
  • Vær opmærksom på, at nogle kunder vil have læst korrektur i Word, mens andre forventer, at du kan rette i en PDF-fil. Tidsforbruget er ikke det samme, og derfor bør priserne heller ikke være ens.
  •  Spørg kunden, om du skal læse korrektur i Word med registrerede ændringer, så kunden selv kan afvise og acceptere rettelser. Det forventer mange.

Jeg håber, du fik svar på, hvordan man bliver korrekturlæser. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil vide mere. 

>