hvad er storytelling?

Hvad er storytelling?

Storytelling er strategisk brug af historier til branding af virksomheden. Du kan også bruge gode historier i markedsføringen til at gribe læserne om hjertet. Og sælge. Læs her, hvad storytelling er – og hvordan du kommer i gang nu.

Storytelling fanger, fastholder – og fører kunden til kassen!

Alle elsker en god historie. For eksempel strømmer japanerne til for at se et ægte kongehus med slot, dronning og diamanter.

Kongehuset er nemlig god storytelling. Og det er en god forretning for Danmark, mener i hvert fald de kongetro og kongehusjournalisterne.

Storytelling – strategisk brug af gode historier

Det kan ganske vist være svært at tjekke, om japanerne ville besøge os, hvis vi ikke havde Amalienborg med indbyggere.

Men storytelling er efterhånden en anerkendt metode i markedsføring.

Storytelling spiller bevidst på målgruppens følelser – i stedet for kun at fokusere på fakta om produkt eller ydelse.

Forskningen viser nemlig, at følelser spiller en meget afgørende rolle i de fleste købsbeslutninger.

Og vel at mærke uanset om der skal købes ny bil eller bare en læbestift.

Derfor kan storytelling afgøre, om folk køber af dig – og om de køber mere end en gang.

Hvis du er god til storytelling, vil dine ønskekunder identificere sig med din virksomheds persona. Derfor vil de føle sig mødt og forstået af markedsføringen.

Det hjælper dig med at sælge mere – og måske til en højere pris end før.

Storytelling gør studenter uforglemmelige – og mangedobler værdien af dimser

Der er bred enighed om, at storytelling kan være en god forretning for virksomheder.

Chip og Dan Heath er forfattere til bogen Made to Stick – why some ideas survive and others die. 

De ville undersøge videnskabeligt, hvordan storytelling påvirker mennesker. Nærmere bestemt ville de vide, om der faktisk er penge i det!

Det måtte undersøges eksperimentelt.

De to forskere lod derfor et hold studerende holde tale for hinanden. Holdet fik at vide, at det gjaldt om at holde den bedste tale. Efter hver tale gav de medstuderende hinanden karakter.

Først senere kom overraskelsen. De studerende blev nemlig bedt om at fortælle, hvilke taler de faktisk kunne huske. Det viste sig, at det ikke betød noget for hukommelsen, hvor veltalende den studerende var. Eller hvilken karakter kammeraterne havde givet ham. Eller hvor mange flotte fakta taleren listede op.

Nej, det, der betød noget, var … storytelling!

De studerende huskede nemlig taler med en historie langt bedre end flotte databaserede ordflommerier.

Så vidt, så godt. 

Men forskerne ville også vide, om storytelling påvirker den oplevede værdi i kroner og øre.

Derfor gik de på loppemarked og indkøbte en stak små billige souvenirs, der absolut ikke var noget særligt værd.

Nu bad de en stribe tekstforfattere digte en lille historie om hver af dimserne.

Til sidst blev de sat på auktion på E-bay.

Der blev ikke lagt skjul på, at historierne var opdigtede. Men resultatet af tekstforfatternes storytelling var imponerende:

Dimsedutterne gik som varmt brød – til det tolvdobbelte af prisen!

Tekstforfatternes storytelling gjorde kunderne ivrige. De ville have fingre i de værdiløse souvenirs. For de vidste, at det gjorde dem selv til aktører i den store historie om brødrene Heaths storytelling-eksperiment.

Kom i gang med storytelling – det er ingen kunst!

Du kan også bruge storytelling i din egen virksomhed. Det er ikke svært. Men måske skal du lige vænne dig til at bruge storytelling i virksomhedens branding.

Hvis du er soloselvstændig, er det nemt at komme i gang. Du behøver ikke spørge nogen, hvilket image din virksomhed skal have. Det bestemmer du jo selv.

I større virksomheder er det naturligvis vigtigt, at der er enighed om, hvad virksomhedens image er, og hvilke historier der understøtter det.

4 tips til din storytelling:

  •  Tænk show - don't tell: Skriv historier ned, som fortæller, hvem virksomheden hjælper med hvad.
  • Lad kunderne selv fortælle historier i kundecases. Meget gerne med navn og foto.
  • Overvej, hvordan virksomheden adskiller sig fra konkurrenter. Er der en historie, der illustrerer forskellen.
  • Husk, at storytelling ikke handler om at dele alt, hvad der foregår bag kulisserne! Det handler om at finde og fortælle de gode historier, der understøtter virksomhedens image. Historier om fiaskoer skal ikke fortælles - medmindre alt ender lykkeligt! 
FAQ: Hvad er storytelling? Storytelling er strategisk brug af historier, der understøtter din virksomheds image. Storytelling påvirker publikum følelsesmæssigt, hvilket kan gøre det lettere for dig at sælge.

Tags

Content marketing-strategi


Andre ting, du gerne vil vide noget om ...

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Bliv klog på tekst, der skaber synlighed og salg