• Home
  • Blog
  • Hvad er content marketing? Din genvej til salg

Hvad er content marketing? Din genvej til salg

Hvad er content marketing?

Hvad er content marketing? Content betyder indhold - og marketing betyder selvfølgelig markedsføring. 
Content marketing er altså markedsføring, der vil sælge ved hjælp af indhold, som hjælper og/eller underholder målgruppen.

 Ved hjælp af content marketing kan du hjælpe mennesker med at forstå værdien af det, du sælger. 

Content marketing er samtidig en genvej til bedre Googleplaceringer - flere følgere på sociale medier - og flere læsere på nyhedsbrevet. Få onlinetekstforfatterens bedste trick her.

Her får du 5 strategier, der hjælper dig med at skabe underholdende og oplysende content. Også kaldet infotainment!
Bemærk, at de fem strategier overlapper hinanden. Det gør ikke noget - de er kun ment som motor for din fantasi.

Før du går i gang: Kend salgstragten

Det er vigtigt, at du ikke bare lægger al din dyrebare faglige viden online. For content marketing handler ikke om at give alt gratis væk. Det handler om at gøre nysgerrige kiggere til købeklare leads. Det gør du nemmest ved at bruge dine blogindlæg, annoncer og updates på sociale medier til at få flere læsere på nyhedsbrevet.

Derfor: Brug content marketing til at besvare de spørgsmål, dine ønskekunder har til det, du sælger. Brug også content marketing til at gøre de ideelle leads nysgerrige. Men giv ikke al din viden væk. Giv en bid - og bed folk tilmelde sig nyhedsbrevet, hvis de vil have mere!

Strategi 1: Uddan dine læsere

Denne strategi kender vi alle sammen. Men spørgsmålet er: Hvordan får du mest ud af at give din dyrebare viden ud? For selvfølgelig vil vi alle sammen gerne lære mere. Men markedet for gratis viden er overmættet. Så du behøver ikke overvælde folk med viden!

I stedet skal du give folk noget, der løser det problem, du gerne vil hjælpe dine ønskekunder med. Men samtidig skal du selvfølgelig ikke give så meget viden væk, at du ikke har noget at sælge.

Eksempler:

Du ønsker at hjælpe folk med linkbuilding. Du kan give dem fem links mod at tilmelde sig dit nyhedsbrev. Når de stiger på Google, får de lyst til flere links. Så kan du sælge dem linkbuilding med en kampagne på dit nyhedsbrev.

Du ønsker at sælge kostrådgivning. Du kan give et kvarters rådgivning mod tilmelding til nyhedsbrevet.  Du kan selvfølgelig også give en større e-bog væk, hvis du ønsker det. Efter min erfaring kan både helt små – og meget omfattende – freebies virke fint. Allerbedst er det måske at have begge typer freebies for at tiltrække flere læsere.

Strategi 2: Lær storytelling – og vis humor

I mange virksomheder sidder slipset lidt for stramt!

Du må gerne give plads til humor, dramatisering og storytelling – det gør det meget nemmere at huske dine gyldne pointer.

Prøv at skrive til smilet.

Strategi 3: Fang opmærksomheden med aktuelt nyt

Fang opmærksomheden ved at levere content om noget aktuelt.

Sælger du fx blomster, kan du forsøge dig med en pressemeddelelse om juledekorationer sidst på året.

Hvis du driver en webshop med børnetøj, skriver du måske et debatindlæg om Frederik og Marys børn og deres outfit, når de holder fødselsdag.

Du kan også forsøge dig med newsjacking, hvis du er ekstra hurtig på tasterne. Stjæl en nyhed – og giv den et twist, så den kommer til at handle om din virksomhed.

Eksempel: Da medierne kogte over af vrede debatartikler om Dovne Robert, betalte helsekostproducenten Wellvita den gode Robert for at stille op som reklame under overskriften: Nu er Dovne Robert frisk igen.

I annoncen beskriver Robert, hvordan Wellvitas energitilskud forvandlede ham til Friske Robert. Både Ekstra Bladet, Jyllands Posten, Politiken, B.T., Se & Hør og mange andre bragte historien.

Strategi 4: Skab debat og kontrovers

Du kan måske skabe debat ved at skrive et blogindlæg, hvor du argumenterer imod almindelige myter om din branche – eller ligefrem siger branchens store navne imod (hvis du tør!)

SEO-mand Terry Simmonds fra SIM64 i Storbritannien brugte strategi 4 på en ekstra fræk måde: Han lancerede Sim64 – et nyt tool til at måle Google Authorrank, hvor du på få sekunder for en karakter mellem 0 og 100.

Det nye tool blev hurtigt populært.

Men Sim64 var ren fusk. Nogle blev sure over joken, andre morede sig – og Simmonds scorede 830 GooglePlusser på stuntet.

Varieret content vil trække flere læsere til din hjemmeside – og du finder hurtigt ud af, hvad der virker allerbedst for dig.

Strategi 5: Få flere læsere med Google

For dig, der går op i SEO, er der ingen vej uden om denne strategi: Svar på de spørgsmål, folk stiller Google! Du kan bruge Storybase til at finde ud af, hvilke spørgsmål der er mange søgninger på. Det er ganske enkelt. Du taster bare dit søgeord – så kvitterer programmet med en stribe spørgsmål. Du skal selvfølgelig huske, at du primært skriver til dine ønskekunder. Så fokuser først og fremmest på emner, som er relevante for dem.

Jeg håber, du fandt svar på spørgsmålet Hvad er content marketing – og ellers er du velkommen til at spørge.

Læs her, hvordan du laver en blog.

Få mange flere trick til content marketing

Hov, før du går! Glem ikke at downloade bogen Blog dig til synlighed – og salg.

 

Læs artikler i kategorien: 
Læg en content marketing-strategi

Vigtig viden