Viralhit med grædende børn!

En lille video fra det lille mediebureau Gorilla Media går helt amok på sociale medier med 1 million visninger … and counting. Nogle mener, politikerne blev mistolket i viralhittet. Andre mener, de tværtimod blev forstået bedre end forventet … Videoen indledes med, at en stemme siger: Folketinget har besluttet, at vores børn ikke er danske. Det vil vi fortælle dem nu. De fire mørke småbørn bliver interviewet om, hvor de kommer fra. Alle svarer med én stemme:Jeg kommer fra Danmark, jeg er dansker. Jeg har mine venner her, jeg har det sjovt her.  Jeg er født og opvokset her. Med manende eftertryk siger intervieweren: Nej. DU er ikke dansker.

Misbrugt og forladt … eller misforstået på den helt rigtige måde

Forvirringen breder sig over de små brune fjæs.  Man kan næsten se spørgsmålstegnene blinker i luften. Og så sker det uundgåelige: En af ungerne begynder at tude. I de hundredetusindvis små hjem er seerne forvirrede. Eller forskrækkede. Nogle er også forbitrede. Og hvorfor nu det?!

Jo, skriver en vred seer på Facebook, mens fingrene tordner over tastaturet: Det er synd for børnene. Og for resten er det fake nyheder. Politikerne mener jo slet ikke det, der står i teksten. Der skulle ikke have stået, at de ikke var danskere. Der skulle stå, at de ikke er af dansk oprindelse. Det er misbrug af en uskyldig fodfejl i kampen mod politiske modstandere!

Og DEFFOR DÅRLIGT, mener de vrede.

Det hjælper ikke at blive sur på et viralhit

Men … de vrede har faktisk to problemer.

Problem 1 er, at mediebureauet har svar til alle, der synes, det er synd for børnene: Don’t shoot the messenger. Det er ikke os, der siger, de ikke er danskere, det er politikerne. Ævbæv, selvmål!

Problem 2 er simpelthen, at videoen virker. Den er set 1 million gange og har medført enorm debat. Præcis som den skulle. Og så nytter det altså ikke at være sur. For det er aldrig tilfældigt, når noget virker. Selvom der er flere grunde til, at videoen virker, så er den allervigtigste den her:

Videoen skaber genklang i ekkokammeret

#Folk siger JA! Videoen hitter kun, fordi masser af mennesker føler, at politikerne faktisk hver dag krænker indvandrere af ikke-vestlig herkomst – og at fejlformuleringen kun er toppen af isbjerget

# Folk siger NEJ!Videoen hitter endnu mere, fordi masser af andre mennesker forsvarer politikernes formulering som en uheldig fodfejl, der på ingen måde afspejler sig i dansk udlændingepolitik

# Og hold 1 og hold 2 river hovederne af hinanden på sociale medier.

Kort sagt: Videoen virker, fordi folk slås om, hvorvidt der overhovedet er en brand, nu hvor mange godt kan se røgen. Og om man kan være sikker på, der er 5 høns, hvis man ser en fjer.

Vrede seere slår huller i luften

Men …. De vrede seere kan lige så godt stoppe skrigeriet eller tæve deres mormors gamle dundyne. For jo mere de råber og skriger og langer ud til højre og (især) venstre, jo mere spreder fjerene sig, jo større bliver debatten, og jo flere ser den video.

Og når først man har set videoen, er det jo for sent. Sket er sket, set er set. Og selvom man slet ikke vil, er man tvunget til at overveje, om en fjer virkelig bliver til 5 høns og en hel million visninger. Eller om det rent faktisk er sandt, hvad folk siger.

På Christiansborg krænker de børn. Men ikke nok med det. Det er ligefrem danske børn, de krænker. Børn næsten ligesom dig og mig, dengang vi kørte på cykel med støtteben og spiste Dandy tyggegummi og spillede videospil.

Nå – og hvad så?!

Tja, om få dage lakker visningerne sikkert af. Men for det lille mediebureau vil 1 million visninger ikke bare betyde opmærksomhed, men sandsynligvis også mange kroner i kassen. For godt nok jager filmen alle de mennesker væk, som ikke deler Gorillas værdier. Men den virker samtidig som en gigamagnet på de helt rigtige kunder: De kunder, der anerkender deres talenter og deler deres værdier.

Moralen som pixibog

Så hvis jeg må servere dig moralen i pixiformat: Som iværksætter behøver du ikke gå rundt med mundkurv og på listefødder og holde mund i samfundsdebatten. Hvis du har lyst til det, så fint.

Men hvis du hellere vil sige din mening om politik, så gør det dog. Ikke overalt og til hvem som helst, men på rette tid og sted. Bare fordi du kan – og fordi det er din vigtigste pligt at være dig selv tro. Også når det ikke hjælper at brokke sig .

Og frygt ej. For tro mig: Kunderne lurer dig alligevel.Det gør ikke noget. Bare lad dem lure. Så bliver du nemlig valgt fra af alle de kunder, du ikke vil have. Og valgt til af dem, der anerkender dine talenter og respekterer dine værdier.

Kontakt Louise

>