• Home
  • Blog
  • Skal du have hjemmeside i EasyMe eller Simplero?

Skal du have hjemmeside i EasyMe eller Simplero?

EasyMe og Simplero. Gode onlineplatforme - men ikke til alt

Allerførst: Easyme og Simplero er 2 gode onlineplatforme til salg af ydelser og onlinekurser!

Du kan sagtens oprette din hjemmeside i EasyMe eller Simplero. Det sker da også tit, at nye selvstændige spørger mig, om de skal lave deres hjemmeside i EasyMe eller Simplero?

Desværre er de sjældent helt tilfredse med svaret. Jeg svarer nemlig: ingen af delene! Jeg anbefaler nemlig:

  •  Brug Easyme til salg af klippekort, kurser, arrangementer og onlineabonnementer
  • Brug Simplero til salg af onlinekurser og onlineabonnementer
  • Og opret din hjemmeside i WordPress!

Jeg ved godt, det er et upopulært budskab. For du vil selvfølgelig i gang med at sælge online NU. Og to platforme betyder dobbelt bøvl og ekstra udgifter. I starten!

Men brug alligevel 2 minutter på at læse, hvorfor du IKKE bør oprette din hjemmeside i EasyMe eller Simplero.

Hvad du skal vide – hvis du opretter hjemmeside i EasyMe eller Simplero:


1: Du binder dig til at betale abonnement år efter år

Du skal selvfølgelig betale abonnement, når du har en hjemmeside i EasyMe eller Simplero.

Det er jo helt rimeligt og fint, når du sælger godt via din platform. Men det er mindre fint, hvis dit salg af kurser ikke går som håbet. Og det er altså ganske forventeligt, at der kan være startvanskeligheder!

Problemet er ikke så stort i EasyMe, fordi abonnement fås ned til nogle få hundrede kroner om måneden. Men hvis du abonnerer på Simplero, sniger årsudgiften sig hurtigt op på 9-10 000 kr.

Desuden egner Simplero sig ikke rigtigt til salg af andet end onlinekurser. Så hvis du finder ud af, at du fx hellere vil sælge ydelser på faktura, får du hurtigt en udgift på adskillige tusind kroner hvert år. Til ingen nytte.


2: Du kan ikke optimere din hjemmeside til Google

EasyMe og Simplero egner sig kort og godt ikke til søgemaskineoptimering.

I Simplero kan du ikke lave basale ændringer som valg af seo title, seo metadescription og alt tekst til billeder.

Du kan ganske vist selv vælge seo title og metadescription i EasyMe. Men du kan ikke lave andre basale seo-opgaver som fx hastighedsoptimering.

Hvis du derimod lægger din hjemmeside i WordPress, kan du tilpasse den på mange måder. Du kan også bruge mange plugins til hastighedsoptimering, optimering af html-koder og meget andet. Det gør en stor forskel seo-mæssigt!


3: Du mister seo-værdi, hvis hjemmesiden holder flyttedag

Hvis du er god til at trække trafik til din onlineside, vinder den autoritet på Google.

Men hvis du har oprettet hjemmesiden i EasyMe eller Simplero, går den seo-værdi tabt, når din hjemmeside holder flyttedag.

Du kan nemlig ikke videreføre seo-værdien til din nye hjemmeside ved at redirecte webadresserne. For din hjemmeside i Simplero eller EasyMe er jo væk, så snart du stopper med at betale abonnement.


4: Du gør din fremtid lidt mere usikker

EasyMe og Simplero er private firmaer. De gør livet nemmere for os selvstændige. Og det elsker jeg!

Men ingen ved, hvad fremtiden bringer. Hvis et af disse firmaer skulle lukke en skønne dag, så får du håret i postkassen, hvis din hjemmeside ligger der.

Det sker næppe med WordPress, som er et open source CMS. Alle kan bruge WordPress gratis. Der er tusindvis af udviklere over hele verden, som bidrager til WordPress. Derfor kan du være ret sikker på, at det ikke lukker!

Derfor: Sæt tænderne i det sure æble!

Derfor vil jeg altså anbefale dig at få en hjemmeside foruden din salgsside. Din egen hjemmeside er din virksomheds sikre havn, hvor du bestemmer alt.

Vakler du mellem de to onlineportaler? Så har jeg skrevet en sammenligning af 4 vigtige punkter, som gør det let at vælge!

Læs artikler i kategorien: 
Læs om hjemmesidens opbygning

Vigtig viden