Onlinemarkedsføring. Hit the road. Keep going

onlinemarkedsføring

Kom i gang med onlinemarkedsføring nu

Kender du det her: Du har en hjemmeside eller webshop – men du har ikke trafik nok på siden – og slet ikke kunder nok? Som tekstforfatter har jeg skrevet masser af tekster til online markedsføring.

Her får du et par hurtige råd til at skabe trafik, der sælger dine varer eller ydelser. De virker for mig – og de virker nok også for dig!

Skab troværdighed på hjemmesiden

Alt for mange virksomheder har en hjemmeside med masser af flotte ord – og ingen troværdighed. Skriv en ordentlig profil-side med CVR-nummer, kontaktoplysninger og en god beskrivelse af virksomheden. Tilføj gerne fotos af ejer og medarbejdere – og skriv ”jeg” i stedet for ”vi,” hvis du ejer en virksomhed uden ansatte.

Sæt dig ind i søgemaskineoptimering

Sæt dig ind i, hvordan man skriver en god tekst, der appellerer til både mennesker og Google. Du kan læse lidt om Google-venlige webtekster i mit nyhedsbrev – du kan også læse mere i Opfarts nyhedsbrev.

Styr også uden om tekniske fejl på din hjemmeside. Hvis du har en WordPress-side, kan du hente nogle guldkorn i gæsteblogindlægget Graver du din egen grav af SEO- mand Emil Sørensen fra ES SEO. Få det læst – det er virkelig tiden værd!

Nyhedsbrev, blog og Facebook – hva’ får jeg ud af det?

Du får ingen kaniner uden gulerødder – og heller ingen likes på Facebook, bloglæsere eller tilmeldinger til nyhedsbrev!

Derfor skal du svare enkelt på et spørgsmål, før du går i gang.

Spørgsmålet er: Hvorfor? Hva’ får jeg for det?

Hvorfor skal jeg som læser tilmelde mig dit nyhedsbrev – hvad kan jeg opnå? Og hvad får jeg ud af det, hvis jeg liker din virksomhed på Facebook?

Hvorfor skal jeg egentlig læse din blog?

Svarene skal være så enkle og overbevisende, at du kan bruge det til at score tilmeldinger og likes!

Din online markedsføring skal informere og underholde dine læsere – ikke kun til salgstaler.

Blog så

Få en blog, for dælen da – og læg bloggen på din hjemmeside, ikke på et forum ude i byen – ellers går du glip af et kæmpe Google-boost.

Men du får kun Google-boostet, hvis du også skaber trafik på hjemmesiden! Du må i gang med linkbuilding – og så skal du være alert, når nogen skriver om dit emne online.

Lad os sige, du har en webshop med blog. Du sælger  Warfare. Du opretter en Google Alert på ordet Warfare – så  får du en e-mail, hver gang nogen skriver om Warfare online. Nu skal du bare blande dig i debatten med links til dine gode blogindlæg om Warfare. Det kan skaffe dig masser af positiv opmærksomhed.

Hvis du blogger godt og linker til din blog, vil den skaffe dig flere læsere.

Du kan læse i dette blogindlæg fra Unitate, hvordan 14 populære bloggere skaber mere trafik. Men lad dig ikke slå ud, hvis andre har flere læsere. For det første kan man ikke sammenligne brancher direkte. For det andet skal du sigte efter at få de rigtige læsere – nemlig de læsere, du kan forvandle til kunder i din virksomhed.

Nyhedsbrevet er et must

Dit nyhedsbrev fastholder dine særligt interesserede læsere – det er jo genialt!

Du kan linke fra nyhedsbrevet til din blog og skabe trafik – du kan bruge det til at brande dig som fagperson – og du kan køre salgskampagner for gode tilbud.

Desuden er nyhedsbrevet dit eget – men hverken Facebook eller Google tilhører dig!

Du ved aldrig, hvornår Facebook gør det sværere for dig at få dine opslag set. Du ved heller ikke, hvornår Google dumper din hjemmeside, så ingen pludselig kan finde den.

Men du ved, at du stadig kan sende nyhedsbreve – selv hvis din hjemmeside dropper ned på side 100 på Google.

Er du ikke i gang med nyhedsbreve? Så kom i gang i en ruf!

Lov dine læsere en lille gave for at tilmelde sig nyhedsbrevet – det kan være alt fra en e-bog til en chance for at vinde noget i en konkurrence.

Brug en hel side på din hjemmeside til at reklamere for dit nyhedsbrev. Forklar enkelt, hvorfor læseren skal tilmelde sig nyhedsbrevet.

Brug en Twami-boks, popup eller måske en hello-bar til at gøre opmærksom på nyhedsbrevet.

Facebook – vælg din debut med omtanke

Når du kommer godt i gang, forstærker nyhedsbrev og Facebook hinanden.

Du bruger både Facebook og nyhedsbrev til at levere dine læsere noget godt, som de er glade for.

Desuden bruger du nyhedsbrevet til at skaffe din virksomhed likes på Facebook – og du bruger Facebook til at skaffe dig læsere på nyhedsbrevet.

Men tænk lige over, hvornår du skal kaste dig over Facebook.

Fordi:

– Ingen kan se, om du har 3 eller 3000 tilmeldte på dit nyhedsbrev. Men alle kan se, hvor mange likes din virksomhed har på Facebook.

Hvis du venter med Facebook, til du har mange tilmeldte på nyhedsbrevet, kan du køre en nyhedsbrevs-kampagne for at lokke læserne over på Facebook også – så får du en flyvende start.

Desuden:

Folk er flokdyr – og 8 likes har svært ved at tiltrække flere. Derfor skal du helst have et publikum, der er klar til at dele, like og kommentere. Det er heldigvis ikke så svært – du kan invitere dine venner til at like din side, og bed dine nærmeste like, dele eller kommentere i starten.

Du skal bare ikke forvente, at de bliver ved med det, hvis emnet ikke interesserer dem! Kør en kampagne for at få flere Facebook likes, som du målretter til netop dine potentielle kunder. Skriv et klart call to action, der handler om, hvad de får ud af at like din side: “Like x – og få y”. Så skal du nok få nogle likes.

Make it happen med onlinemarkedsføring

Mit bedste råd til din online markedsføring er faktisk: Get going! Hellere kludre lidt i det end slet ikke at komme i gang. Vær realistisk – det kan tage lidt tid, før du får greb om det og ser resultater.

Husk bare en ting: Det handler mere om læseren end om dig – det vidste allerede Benjamin Franklin:

Lær mere om markedsføring NU

Snup gerne mit nyhedsbrev og få e-bogen Skab trafik og salg med online markedsføring – og få endnu flere tips til din online markedsføring i indbakken.

Har du brug for mere hjælp? Så kontakt mig på tekstfokus@tekstfokus.dk eller telefon 21 96 14 02, og bestil rådgivning i online markedsføring.

Har du en kommentar eller et godt råd? Skriv en kommentar – og smid et link til din hjemmeside! Det er bare en af de 1000 små ting, der kan skaffe dig online trafik 😉

Leave a Comment:

Add Your Reply