Grammatisk komma kaldes også gammelt komma. Men grammatisk komma er et stærkt misvisende begreb. På dansk sætter vi nemlig altid komma efter grammatiske regler.
Det gælder altså, uanset om du sætter nyt eller gammelt komma.
Hvad betyder det, at der sættes grammatisk komma?
Det betyder, at der sættes komma efter disse regler:
- Sæt komma foran hovedsætninger
- Sæt komma før og efter indskudte led
- Sæt komma mellem sidestillede ledsætninger
- Sæt komma i opremsninger
- Sæt komma ved tilføjelser
- Sæt komma foran men
- Sæt komma foran ledsætninger.
Hvordan adskiller grammatisk komma sig fra nyt komma?
Faktisk er alle reglerne lige præcis ens. Bortset fra regel 7. Hvis du sætter nyt komma, skal du nemlig IKKE sætte komma foran ledsætninger.
Grammatisk komma:
- “Jeg har en hund, der elsker kødben.”
Nyt komma:
- “Jeg har en hund der elsker kødben.”
Hvilken kommatering anbefaler Dansk Sprognævn?
Ifølge eksperterne i Dansk Sprognævn er grammatisk komma og nyt komma lige gode. Siger de – men det er nu ikke helt sikkert, de mener det!
For i mange år anbefalede Dansk Sprognævn nemlig nyt komma. Det var dog en beslutning, som mange danskere var stærkt utilfredse med.
Derfor måtte nævnet bøje sig, men det var de ikke meget for:
- I 2006 meldte nævnet ud, at både grammatisk komma og nyt komma kunne accepteres; men nævnet anbefalede nyt komma.
- Først i 2023 sendte nævnet en pressemeddelelse om, at nyt komma og grammatisk komma var lige gode. Dermed bortfaldt anbefalingen af nyt komma helt.