Tekstforfatning ✔️ Få 9 skriveglade tips til dine tekster

Bliv pivskarp til tekstforfatning med 9 nemme trick

tekstforfatning

 

Kom i mål med Google-optimeret tekstforfatning

Kæmper du med dine egne virksomhedstekster – men vil alligevel helst selv skrive dine egne tekster?

Jeg har været tekstforfatter siden 2009. Her får du mine allerbedste råd til din egen tekstforfatning.

Hug teksten op – og husk overskrifter

Smukke tekster er lækre at læse!

Det er nemmere at læse tekster, som er delt op i afsnit med overskrifter. Det er også meget nemmere, når du husker spiselige underoverskrifter.

Gerne underoverskrifter, som gør det let at skimme teksten – eller som gør læseren nysgerrig.

Brug nøgleord i tekstforfatning – og gør Google og mennesker glade

Hvis du gerne vil op på Google, skal du sætte dig ind i SEO – eller få hjælp af en seo-tekstforfatter. Det er vigtigt at vælge de helt rigtige søgeord, for der kan være faldgruber.

Det er ikke nemlig ikke nok, at der er mange søgninger hver måned på et søgeord.

Det skal også være søgeord, hvor konkurrencen ikke er for stor.

Desuden skal der være et godt miks af søgeord: Der skal gerne være søgeord, som meget købeinteresserede folk bruger. Men der skal også være tekster med svar på de spørgsmål, folk googler online. Ellers går du glip af trafik og salg. For folk googler nemlig flere og flere spørgsmål. Og hvis ikke din hjemmeside svarer? Tja, så får de svar hos din konkurrent – og lægger købet der.

Husk h-tags til overskrifter og underoverskrifter

Det er ikke ligegyldigt, om du bare markerer underoverskrifterne med fed eller bruger h-tags.

H-tags er html-koder i teksten, der skaber struktur og dermed viser Google, hvor overskrift og underoverskrifter er.

Selvfølgelig kan dine læsere sagtens se, at en sætning markeret med fed er vigtigere end resten af teksten.

Men sådan tænker Google ikke.

Derfor skal en overskrift markeres med h1.

Underoverskrifterne skal så markeres med h2, h3 osv. På den måde kan Google læse, hvad der er vigtigst i teksten.

Marker billeder med nøgleord

Billeder skal have en title med nøgleord, der markerer, hvad billedet viser. Du skal også udfylde alt tag og attribute med nøgleord. I WordPress klikker du på billedet, så åbnes der et vindue, hvor du kan rette det.

Brug power words i tekstforfatning

Power words er ord og udtryk, der trigger følelser – og dermed købelyst.  

Du kan sikkert genkende dem fra de mange salgstekster, du har læst i tidens løb.

Power words er fx ord, der fx trigger nysgerrighed: “Læs de fem vanvittigt effektive strategier til … “

Men det kan også være power udtryk, der trigger grådighed som: “Spar 50 % – og få varen allerede i morgen.”

Det er vigtigt, at du bruger power words, fordi du skal forstå værdien af at appellere til følelser i tekstforfatning. 

Derfor:

Brug tidsbegrænsede kampagner – fordi de virker. Brug ord, der skaber nysgerrighed – når det er på sin plads.

Men det er også vigtigt, at dine læsere kan genkende sig selv i dit sprog. 

Så lad være med at bruge en masse pangsmarte power words, medmindre du er sikker på, det passer til produkt og målgruppe.

Ellers kan det nemlig hurtigt virke lidt utroværdigt.

Husk smiley-tjek

Det er altid en god idé at få en anden til at læse dine vigtige tekster igennem! Jeg kalder det smileytjekket.

Og selvom jeg har været tekstforfatter siden 2009, så læser jeg stadig sommetider tekster op for gemalen.

Bare for at se, hvordan de virker. Fordi:

En tekst kan godt have en besk og syrlig undertone … selvom du tror, den virker så rar og venlig som morgensolen selv. En tekst kan også meget ofte virke utilgængelig og kompakt som en stenvæg. Uden at du selv kan se det.

Læs mere om smileytjek og shitstorme her: Den går ikke, Thorborg.

Brug venlige calls to action

Teksterne skal appellere til køb – og derfor skal der være calls to action. Men din tekstforfatning skal også være let, lækker og spiselig.

Derfor skal du selvfølgelig ikke skrive “køb” overalt. 

I stedet kan du bruge venlige calls to action, når du skal have folk til at gribe dankortet.

Læs mere om glade calls to action i tekstforfatning.

Brug emojis – eller overvej det i hvert fald

Emojis er alle de her små symboler, du ser overalt på nettet. Smileyen er den bedst kendte. Men der er mange andre emojis.

Du ved måske ikke, at du kan bruge emojis i title på din hjemmeside. Det vil ofte få flere til at klikke ind på hjemmesiden – og det styrker dine Googleplaceringer.

Sådan bruger du emojis:

Du kan vælge mellem et hav af emojis: blyanter, indkøbsvogne, computere, fodbolde, kager … og alt muligt andet.

Du skal selvfølgelig bruge emojis med omtanke, så det ikke virker mere pjattet, end at det passer til dit brand.

Men du kan heldigvis også let finde emojis, der passer til din virksomheds brand og det, du har tænkt dig at sælge.

Det er let at bruge dem i title: 

Du skal bare kopiere den emoji, du vil bruge, og så kopiere den ind i din title. Sådan!

Hvis du vil speede processen lidt op, kan du anmode Google om at re-indeksere siden.  

Tjek lixtallet – og mug ud i kommafejl og stavefejl

Til sidst er det tid til et sidste tjek.

Stavefejl og kommafejl er ikke noget plus. Det siger vel sig selv, ikke?

Læs korrektur på teksten – eller få en korrekturlæser til det. Jeg giver gerne et tilbud.

Tjek også lixtallet.

Er teksten alt for svær!?

Tja, den er den faktisk tit!

Og fordi skribenten selv er så godt inde i stoffet, opdager hun det aldrig.

Men det gør læseren og hopper fra med det vons.

Heldigvis kan du nemt tjekke lix-tallet. Prøv lixtal-beregneren her.

Har du brug for gode råd fra en erfaren tekstforfatter?

Så kan du booke et kvarters gratis telefonrådgivning.

Du får mit bedste bud på, hvordan du kommer videre med tekstforfatning og markedsføring selv – eller med min hjælp.

Download bog om blogging – og få tonsvis af tips om tekstforfatning

 

 

>