• Home
  • Blog
  • Få lavere bounce rate og bedre Google-placeringer

Få lavere bounce rate og bedre Google-placeringer

Det er ikke sjovt at se konkurrenterne gå til tops på Google, hvis dine egne søgeordsplaceringer kravler rundt nede på placering 27 eller det, der er værre.

Hvad kan du gøre?

Google vurderer dit website på over 200 parametre. Så uanset hvor dygtig du er, er der altid meget, du kunne gøre bedre på websitet!
Derfor vil jeg nu fokusere på én eneste ting: Dit websites bounce rate – eller på dansk afvisningsraten.
Afvisningsraten er den procentdel af gæsterne på dit website, der går efter at have set én side på dit website. Uden at reagere på det ved fx at klikke på et link. Hvis fx halvdelen af gæsterne går fluks og uden at reagere på websitet, så har dit website en afvisningsrate på 50 %.

Din bounce rate er en sladrehank

Det korte besøg sender et signal til Google om, at gæsten ikke var tilfreds med sit søgeresultat. Og det er skidt for dine søgeordsresultater – og for dit salg. Derfor er det en god idé at presse afvisningsraten ned – og heldigvis er det som regel ikke særlig svært!

Tips til glade gæster – og bedre Googleplaceringer:

Giv læseren, hvad han kom efter

Før din læser beslutter sig for at klikke ind på websitet – eller lade være – kigger han på din title og metadescription. Så det skal du også gøre jævnligt! Spørg dig selv, om title og metadescription er interessant læsning – og om de matcher sidens indhold? Ellers må du rette det, sådan at læseren får sine forventninger opfyldt.

Blog – og få dine gæster til at hænge ud på websitet

Du har forhåbentlig en blog? Ellers få det. Med bloggen får du folk til at blive lidt længere, selvom det kun ta’r 5 minutter at finde det, de søger. Og ikke nok med det: Du tiltrækker også nye læsere, som du kommer til at sælge noget i fremtiden.  

Vis vej med links

Dit website må ikke være en jungle! Det skal hellere ligne et nydeligt parkanlæg med stier og skilte.

Derfor: Vis gæsterne rundt med interne links mellem sider. Smid et link i bunden af alle dine blogindlæg med links til andre blogindlæg og salgstekster om samme emne. Hvis du er heldig, vil nogle læsere spendere adskillige minutter længere på at se sig om i din butik, bare fordi du husker at linke.

Husk, når du linker: Brug den rigtige ankertekst. Link ALDRIG ud fra det ord, netop den side er optimeret til.

Fjern det, der irriterer læseren

Se kritisk på dit website: Er der noget, der kan irritere folk og jage dem af huse i utide?

  • Typiske stop-skilte er: Ringe tekster
    Undgå de lange og vævende tekster – og også de superkorte tekster, der kun dækker emnet nødtørftigt!
  • Dårlig opsætning af tekst
    Fjern de gigantiske tekstblokke uden udsigt til billeder, så langt øjet rækker. Tekst skal være let at overskue – ellers bliver dine gæster ikke engang 5 sekunder!
  • Dårlig opsætning af billeder
    Billeder skal der til på dit website – men de skal ikke forstyrre! Tjek, at dine billeder ikke linker andre steder hen. Slet ikke til en større udgave af samme billede, der springer op i hovedet på læseren, når han ved et uheld klikker på billedet.
  • Popup-bokse!
    Du SKAL selvfølgelig have en popup til dit nyhedsbrev. MEN! Behøver den hoppe lige op i hovedet på mig? Måske ikke. Måske kan du indstille den til at vise sig 5 sekunder senere. Måske kan din popup komme op nede i et hjørne. Måske behøver jeg slet ikke se den, hvis jeg allerede har tilmeldt mig dit nyhedsbrev. 

Læs mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig som seo-tekstforfatter.

Undgå let 9 fatale fejl

- og få en bedre hjemmeside på få dage

Du får også nyhedsbrev om tekst, der skaber salg

Læs artikler i kategorien: 
Lær alt om SEO

Vigtig viden