Hvad er en elevatortale? Hvordan skaffer den kunder?
Du kan bruge elevatortalen til at forklare helt kort, hvem du er som fagmand – hvad du sælger til hvem – og hvorfor de skulle købe det.
Din elevatortale er en ganske kort præsentation af dig selv. Faktisk så kort, at du kan fortælle den i elevatoren til den, du kører fra stuen til øverste etage med – deraf navnet!
Du kan bruge elevatortalen til at give et klart svar på det irriterende spørgsmål: “Nå, hvad laver du så?”
Et svar, som viser, hvordan du skaber værdi for dine kunder.
Netop derfor er elevatortalen samtidig det perfekte udgangspunkt for din profiltekst på hjemmesiden.
Du kan sætte elevatortalen på formel
Du kan selv lave en ultrakort elevatortale ved at fylde de blanke felter ud i denne sætning:
”Jeg er (titel, eventuelt uddannelse). Jeg hjælper (din målgruppe) med (produkt eller ydelse og den forskel, det gør), så de kan (værdifuld forskel).”
Min elevatortale kunne fx lyde sådan:
”Jeg er tekstforfatter. Jeg hjælper selvstændige med tekster, der skaber synlighed og salg online og offline.”
Tag dig nu ikke af, at det lyder lige lovlig sælgende. Det er ment som et eksempel, hvor suppen er kogt helt ned til essensen, og hvor alle de vigtigste ingredienser er med.
Forestil dig, at jeg i stedet bare siger: “Jeg er tekstforfatter.”
Det ville ikke gøre dig særlig meget klogere. Du kunne ikke vide, om jeg skriver revyviser, teaterstykker, filmmanuskripter, taler eller noget helt andet.
Så hvis du er i min målgruppe, opdager du det kun, hvis du er nysgerrig nok til at spørge igen! Det er jo trist for os begge to.
Kort sagt viser min elevatortale altså: Hvem jeg er som fagmand – hvad jeg hjælper hvem med – og hvorfor de skulle købe den hjælp af mig.
God forberedelse er 90 procent af en god elevatortale
Faktisk er det nemt at skrive den, når du først kan sætte ord på den forskel, du gør, og hvem du gør den for.
Men desværre kæmper mange selvstændige i årevis med at finde svar på vigtige spørgsmål om deres virksomhed og den plads, den udfylder i verden.
Det er ikke ualmindeligt, at selvstændige skifter målgruppe undervejs – eller ligefrem branche.
Hvis du har svært ved at skrive en elevatortale, kan det derfor skyldes manglende afklaring og forberedelse.
Som tekstforfatter ved jeg alt om, hvor vigtig forberedelsen er.
Hver gang jeg skal skrive for en ny kunde, interviewer jeg først kunden. Jeg har et ark med spørgsmål, jeg altid stiller.
Skyd genvej til elevatortalen ved at svare på spørgsmålene …
Hvis du kæmper med din elevatortale, så sæt dig med en kop kaffe og skriv dine egne svar på spørgsmålene!
Når du har svarene, så kig igen på formlen: "Jeg er (din titel, uddannelse, erfaring) - jeg hjælper (din målgruppe) med (dine ydelser og produkter), så de kan opnå (værdifuld forandring af deres liv). Du vil se, at det nu er ret let at skrive en simpel elevatortale!
Eksempel på elevatortale:
Jette er cand.mag. i dansk og har en virksomhed, hvor hun underviser voksne med læseproblemer online.
Grundlaget for hendes tale kan se sådan ud:
"Jeg er cand.mag. i dansk, og i dag underviser jeg voksne med læseproblemer i min egen virksomhed.
Jeg hjælper dem med at få styr på det, de ikke lærte i skolen - så de nemmere kan få den uddannelse og det job, de altid har drømt om; og så de lettere kan hjælpe deres egne børn med at læse.
Mine kursister vælger mig, fordi jeg både tilbyder onlinekurser og personlig undervisning. Så kan de få hjælp til præcis det, de har problemer med, og samtidig kan de øve sig, når og hvor de vil i en travl hverdag med børn og job."
Når Jette har grundlaget, kan hun koge det ind til en kort elevatortale. Alt efter hvor nysgerrig modtageren er, vil Jette selvfølgelig fortælle en lang eller kort elevatortale.