Hvad er seo scam e-mails? Se et eksempel her
Jeg blev kontaktet af en person, der hævder at være amerikansk advokat fra et firma ved navn Nationwide Legal.
“Advokaten” skrev, at jeg havde krænket hendes klients ophavsret ved at bruge et foto fra billeddatabasen Pixabay – hvorfra man gerne må hente og bruge billeder.
Jeg ved ikke et hak om amerikansk copyright
Men jeg ved, at jeg ikke vil betale store bøder på grund af et foto af noget blyantsfnuller.
Nå, men heldigvis skrev advokaten, at hvis jeg lavede et link til klienten, ville jeg ikke blive trukket i retten alligevel.
Godt.
Det var en udmærket webshop med træskeer og den slags. Så det kunne jeg jo godt lige gøre, ikke?
Godt, jeg laver et link …
Det gjorde jeg så.
Men jeg blev ved med at tænke over sagen.
For jeg havde jo været i god tro.
Desuden mente jeg, at der nok var ugler i mosen.
Derfor kontaktede jeg Morten Kristensen fra NotAllowed. Han hjælper selvstændige, der får deres ophavsret overtrådt, eller som er kommet til at overtræde andres ophavsret.
Desværre sagde Morten, at det var mig, der skulle bevise, at jeg gerne måtte bruge fotoet.
Det kan jeg ikke.
Fotografiet var nemlig ikke mere i databasen, så jeg kunne ikke henvende mig til fotografen.
Advokaten, der blev væk
Nå. Der var så ikke andet at gøre end at lade linket være.
Men en skønne dag så jeg, at en anden bruger af billeddatabasen fortalte præcis samme historie.
Fotografen skrev: “Jeg kan bekræfte, at fotografiet er mit. Jeg har stadig den originale fil.”
Nu var jeg for alvor mistroisk. Så jeg tjekkede den mail, jeg havde fået fra “advokaten.”
Linket til advokatfirmaets hjemmeside var … væk.
Og det samme var min forvirring. For nu vidste jeg, at jeg var blevet snydt af seo scammere, der ville have et link fra min hjemmeside.
Historien endte godt. Denne gang. Men hold øje med seo scam e-mails
Men ondskabsfulde seo scam e-mails ændrer ikke på, at både du og jeg selv har ansvaret, hvis vi bruger et foto, vi ikke må bruge. Også selvom vi var i god tro.
5 tips om ophavsret, der sparer dig (mange) penge
- Brug aldrig nogensinde billeder uden at nærlæse, om – og hvordan – du må bruge dem.
- Beslut, om du tør bruge fotos fra databaser som Pixabay, Pexels og Unsplash. Det kan spare dig mange penge – men som du ser, er der også en lille risiko.
- Hvis du ikke bruger databaser med gratis billeder, kan du overveje at købe billeder på fx Colourbox. Du kan også overveje Jumpstory. På Jumpstory betaler du et lille månedsabonnement. Til gengæld indestår teamet bag Jumpstory for, at de gratis billeder faktisk må bruges og ikke er uploadet af tilfældige scammere.
- Hvis du imod forventning løber ind i problemer med lov om ophavsret, skal du først undersøge, om klagen er berettiget – og om den faktisk kommer fra fotoets ophavsmand.
- Hvis du har overtrådt loven, kan du gå i dialog med den, der klager. Du kan også overlade det til Morten Kristensen fra NotAllowed at sørge for, at du får en aftale, du kan leve med.
Læs mere om dansk lovgivning om ophavsret.