Det er en god idé at tænke en ekstra gang over dit domæne. Ikke mindst hvis det også er din nye virksomheds navn!
Allerførst: Hvad er et domæne?
Domænenavnet er den del af en hjemmesides webadresse, som står mellem http (eller https) og TLD, toplevel-domænet. Lige nu er du fx på hjemmesiden https://tekstfokus.dk Det betyder altså, at domænenavnet er tekstfokus, og toplevel-domænet er dk.
Du skal registrere et domæne, før du kan oprette en hjemmeside, medmindre du vælger at bruge gratistjenester som fx WordPress.com. Så vil din hjemmeside hedde www.ditdomæne.wordpress.com
Det kan ikke anbefales. Det er bedst at registrere eget domæne.
Hvem ejer et domæne?
Domænenavne ejes ikke af nogen. Du kan derfor ikke købe et domænenavn.
Alle dk-domæner administreres af DK Hostmaster, og du skal betale et lille årsgebyr for at bruge de danske domænenavne.
Du kan tjekke på DK Hostmasters hjemmeside, om dit ønskedomæne er ledigt. Hvis ikke det er, kan du skrive dig på venteliste – eller finde et andet.
Du skal ikke bestille dit nye domænenavn gennem DK Hostmaster, men gennem et hostingfirma. Du betaler hostingfirmaet for brugsretten til domænet.
Desuden skal du hvert år betale et lille årsgebyr til DK Hosting. Det er vigtigt! Hvis du glemmer at betale gebyret, risikerer du, at domænenavnet bliver suspenderet. Det betyder, at din hjemmeside ikke virker.
Find et godt domænenavn nu
Det er nemt at finde et domænenavn og registrere det. Du skal bare tjekke, om det er ledigt, og registrere det med få klik.
Så er du klar til at oprette din hjemmeside på domænet!
Find det perfekte domæne nu.
Det perfekte domænenavn er kort og lyder godt
Korte domænenavne er meget nemmere at huske, og de ser bedre ud på nettet. Derfor skal dit domænenavn helst ikke være længere end 3-4 stavelser.
Domænenavnet er nemt at stave
Du kan godt vælge domænenavne med æ, ø eller å, men det er ikke en god ide. Hvis du fx vælger et domænenavn med æ som fx ”børnenævnet”, bliver det til boernenaevnet. Det er ikke ideelt.
Hvis din virksomhed har et navn med å, ø eller æ, kan du blive nødt til at have domænenavnet. Så bør du købe både fx boernenaevnet og børnenævnet – og derefter redirecte hjemmesiden med domænet boernenaevnet til børnenævnet.
Vær forsigtig med bindestreger og tal
Pas på med tal i domænenavne, og spar på bindestregerne. Ellers risikerer du at skulle stave domænenavnet igen og igen. Begræns dig til højst en bindestreg - allerhelst ingen.
Domænenavnet må meget gerne indeholde virksomhedens navn
Det er selvfølgelig en god idé at købe virksomhedens navn som domænenavn. Selv hvis du ikke vil bruge virksomhedens navn i domænenavnet, så køb alligevel det domænenavn. Det er ærgerligt, hvis andre køber det.
Domænenavnet kan indeholde seo-nøgleord, men skal ikke
Nøgleord i webadressen kan give et lille forspring til bedre Google placeringer. Men det skal ikke afgøre sagen. Det er meget vigtigere at få et godt, nemt, velklingende domænenavn, som passer til det, du sælger.
Vælg et domæne, som passer til kundemålgruppen
Der er et hav af topdomæner, bl.a. dk, eu, org og com. Det er vigtigt at vælge rigtigt.
Hvis virksomheden er på dansk og ligger i Danmark, skal du selvfølgelig vælge et domænenavn, der slutter på dk. Til gengæld er det ikke en god idé at have en dk-hjemmeside, hvis hjemmesiden er på engelsk og sælger til en international kundemålgruppe.
Overvej at registrere andre samme domæner
Når du har registreret et domæne, skal du overveje, om du skal registrere samme domæne med andre topdomæner.
Du kan selvfølgelig ikke registrere alle, men måske de mest oplagte. Der er nemlig ikke noget så irriterende, som hvis en anden virksomhed opkøber ”dit” domænenavn med et andet topdomæne. Så kan din konkurrent jo begynde at markedsføre sig fra ”dit” domæne, og hvis du er uheldig, forveksler folk de to virksomheder.
Desuden kan du overveje, om du har behov for andre domæner, fx dit eget navn eller andet, der er vigtigt for din virksomhed, fx titlen på din bog.