Derfor vil jeg ikke skrive en pressemeddelelse til dig

Forleden skete det. Igen. Jeg blev kontaktet af en selvstændig. Hun er dygtig, men ikke kendt nok endnu. Derfor vil hun gerne have, at jeg skriver en pressemeddelelse for hende, så hun kan komme i de store ugeblade.

Ikke fordi hun elsker rampelys …

Men fordi hun gerne vil have flere kunder. Og ligesom mange andre selvstændige mener hun, at pressen nok er den nemmeste genvej. Men der er bare lige et par problemer med den pressemeddelelse …

Problem 1:

Hun forventer, at jeg kan skrive en pressehistorie, der rammer alle store ugeblade spot on. Det kan jeg ikke. Jeg kan kun skrive en grundtekst, som skal vinkles forskelligt til forskellige medier. Det tager tid, og tid er penge – og dem har hun ikke for mange af lige nu, siger hun selv.

Problem 2:

Hendes idé til pressehistorie er, at hun blev selvstændig, fordi hun blev syg og måtte ændre sit liv. Men den idé får mig ikke til at tænke: Nå, den var ny! Det vil interessere mange. 

Niks. Den får mig til at tænke: Ja. Det er interessant for mange. Men jeg har hørt det før. Flere gange. Og faktisk er der skrevet en del artikler og bøger af folk, der har oplevet lignende. Nogle af dem er meget mere kendte, end hun er lige præcis nu.

For den grufulde sandhed er, at hvis du hedder kronprinsesse Mary, vil bladene sluge alle historier om alt, hvad du gør. Og hvis du ejer en stor virksomhed, der bruger penge på annoncer, går det også lettere med at komme i store medier. Det tør jeg love dig, for den slags pressehistorier har jeg skrevet, og de bliver trykt. Men hvis du har et navn, som kun få kender? Tja, så er det bare ikke så nemt at komme i store medier med historier, som er hørt før.

Jeg ku’ sige det kort og brutalt:

Det er ikke en god idé, at hun futter tid og penge af til pressemeddelelser til de store ugeblade lige nu. For hun har ikke den historie, som vil få journalisten til at spærre øjnene op. Desuden er det slet ikke sikkert, at presse vil skaffe en masse kunder, fordi hun sælger noget, som er mest interessant for en lille målgruppe.

Eller jeg ku’ sige det langt og venligt:

Hun har andre veje til nye kunder, end at hendes glade ansigt stjæler midteropslaget i Ugebladet Søndag. Det har du også! De genveje er endda meget nemmere:

Du kan få skrevet dine pressehistorier til lokalaviser, blogs og andre mindre medier, hvor nåleøjet er større end på de store ugeblade. Jeg hjælper dig gerne med at finde de rigtige!

Du kan også skabe en alenlang liste af læsere på dit nyhedsbrev, som du kan skrive til – og sælge til. Hvis du gerne vil have mere synlighed, kan du overveje abonnement på blogindlæg – som også kan bruges i nyhedsbrevet imellem dine salgskampagner. Det vil jeg anbefale, hvis du har et flunkende nyt CVR-nummer, men mangler tid, penge, leads eller pressehistorier.

Derfor …

Hvis jeg fraråder dig at få skrevet en pressehistorie, så er det ikke, fordi jeg ikke vil skrive for dig! Det er selvfølgelig heller ikke, fordi du er  mindre interessant end alle de kendte i bladene.

Tværtimod! Virksomheder som din er centrum for min virksomhed. Derfor er du altså langt mere interessant for mig end hele kongehuset inklusive gravhunde med diamanthalsbånd og det hele.

Kort sagt:

Der kan snildt være andre tekster, du kan få mere glæde af. Dem skriver jeg gerne for dig. For det er vigtigt for mig, at du får noget ud af den tid, du bruger – og de penge, du lægger i min butik. Så ved du det!

 

>