Undgå shitstorm
Shitstormen raser over Jensen’s Bøfhus, efter at Højesteret beordrede Jensens Fiskerestaurant til at se sig om efter et andet navn.
Over 100 000 har meldt sig ind i Facebook-gruppen Boykot Jensen’s Bøfhus, og flere tusinde sure danskere bombarderer bøfkædens egen Facebookside.
”Jeg har længe været træt af, at Jensen’s Bøfhus bruger mit navn til at servere middelmådig mad,” skriver en boykotfan med det legendariske efternavn.
En anden vrænger: ”Jensen – du er ikke velkommen på Jensen’s Bøfhus.”
Shitstormen steg til orkanstyrke, da Bøfjensen gled i fiskefarsen igen med en bemærkning om, at danskerne nok bare ikke har forstået sagen.
Samtidig sagde han, at restaurantkæden flere gange tidligere har forsvaret sit navn mod konkurrenter.
Og hvem har lyst til at gå i retten med en modstander med bøfhusets økonomiske slagstyrke? Ingen. Altså har flere andre af Danmarks over 260 000 Jensener måske opgivet kampen, allerede før dommerens hammer bankede dem flade i retten.
2 ting vi kan lære af shitstormen efter Jensens bøf
1. I dag er det vigtigere end nogensinde, at virksomheder lever op til facaden. Hr. og fru Danmark er online. De opdager hurtigt, hvis din virksomhedskommunikation kun er en tom reklamepose, der indeholder noget helt andet end lovet. Det hjælper ikke at se folkelig ud, hvis man går mere op i sine eksklusive rettigheder. Det er ikke nok officielt at få ret, hvis hr. og fru Jensen føler sig trådt på. For de holder sig absolut ikke tilbage fra at sige det meget højt og alle de steder, de kan komme til det. Det kan sommetider være meget bedre at gå på kompromis end at få ret – og blive slagtet online. Bøfjensen har tydeligvis undervurderet onlinerevolutionen.
2. Virksomhedsnavne er vigtige – meget! Hvis du er i tvivl om navnet, så tænk i disse baner:
Navnet skal fortælle, hvad virksomheden leverer – uden at begrænse for meget.
Navnet skal være let at stave – få en ven til at stave det for dig. Just in case.
Domænenavnet skal selvfølgelig være ledigt – både .dk og .com
Og allervigtigst: Nogle navne er altså så oplagte, at andre ikke kan holde snitterne fra dem. Så vælg noget unikt, hvis du vil have dit virksomhedsnavn HELT for dig selv. Så unikt, at der ikke er lignende navne – heller ikke i udlandet. Så undgår du også forvirring og problemer med SEO-optimering.
Du kunne fx vælge et navn, hvor din by eller egn indgår, hvis din virksomhed har et lokalt fokus. Eller måske dit efternavn – hvis du altså ikke hedder Jensen.
Da jeg i 2009 registrerede, syntes jeg, det var genialt. Og det er det ikke, for der er rig mulighed for navneforvirring med andre virksomheder. Men jeg er ikke blevet slæbt i retten endnu. Har faktisk heller ikke fantasi til at forestille mig, at man kan få eneret på ordet tekst.
Men man ved selvfølgelig aldrig. Hvem havde drømt om, at man kunne få eneret på Jensen, når man bare er en Jensen ud af 261 000 danskere?
OK – strengt taget har Bøfjensen ikke fået eneret på Jensen. But who cares? Juridiske spidsfindigheder har ingen betydning. Når shitstormen raser, taler hjertet. Og det råber højere end nogen højesteretsdommer.