• Home
  • Blog
  • 99 % hader din sprogtone – og hvad så?

99 % hader din sprogtone – og hvad så?

I en kæmpe debat på LinkedIn fortalte en kvindelig iværksætter, at hun var blevet kaldt BusinessBitch.

Og det ord var ikke noget, der huede hende. Mildt sagt.

Ord som Powerbabe – Mompreneur – BusinessBitch og mange flere var alle sammen lige til at hælde i skralderen, mente hun.

Jeg holdt en lille meningsmåling i min virksomheds Facebookgruppe.

Og det viser sig, at popsmarte amerikanske betegnelser for kvindelige iværksættere får håret til at stå ret i nakken på rigtig mange mennesker …

Også mig …

Men det har jeg så sandelig aldrig fortalt de ”business ladies”, der bruger ordene i deres webtekster.

For det er jo totalt ligegyldigt, om 99 % af os hader de ord, hvis teksten tillokker præcis de kvinder, der elsker at se sig selv som Mompreneurs eller BusinessBabes eller BusinessBitches (yrdhr).

For så skal teksterne nok skaffe kunder.

Det ved jeg en del om. Det er jo netop en af mine allervigtigste opgaver at finde den sprogtone, som klinger godt i mine kunders kunders ører. Uanset om jeg synes, ordet BusinessBitch er afskyeligt.

Når sandheden skal på bordet, er jeg nok det, nogle ville kalde Mompreneur (ydrg for et ord).

Til jer, der heller ikke er fans af popsmarte amerikanske ord, kan jeg oplyse, at det bare betyder:

En kvindelig iværksætter, der ikke vier HELE sit liv til virksomheden. Men også bruger lidt tid på børnene. Ligesom lønmodtagerforældrene altså. 

Derfor er der ingen billeder af mine børn på hjemmesiden

Nogle af de dygtige mandlige markedsføringsguruer bruger fotos af deres børn på virksomhedens om-side. De skriver også nyhedsbreve med emnelinjer som: ”Nu smutter jeg hjem og bager boller til min datters fødselsdag.”

Det er supergodt set af dem. Det lille diskrete trick bliver bemærket af de mange kvindelige "mompreneurs," der også vil have en fleksibel hverdag med plads til afkommet.

Men det gør jeg aldrig selv. Hvorfor? Jo, fordi min målgruppe omfatter ikke KUN kvindelige soloselvstændige, der har samme livsstil som jeg.

Målgruppen omfatter også lidt større virksomheder, hvor jeg måske bliver hyret af direktøren. Og direktøren har ikke samme livsstil, som jeg har.

Det betyder, at billeder af mine ellers så smukke børn måske vil afskrække nogle attraktive kunder.

Kan du tiltrække kunder ved at afsløre mere om dig selv?

Ja. Måske, hvis du kan sætte flueben ved alle punkter:

  • Har du den livsstil, din ønskekunde drømmer om?
  • Har du stået med samme problemer – som du nu løser for dine ønskekunder?
  • Er historien relevant?

Så kan du tiltrække flere kunder ved at vise, præcis hvor meget du ligner dem!

Et par eksempler:

  • Har du et rejsebureau? Vis billeder fra dine rejser: Det viser kunderne, at du lever det eventyrlystne liv, de drømmer om.
  • Sælger du babytøj? Vis billeder af dine børn: Det viser kunderne, at I er i samme livssituation.

Fortvivl ej, hvis du ikke ligner din ønskekunde

Selvfølgelig kan du tiltrække ønskekunder – selvom du ikke ligner dem på alle punkter!

Du skal bare fokusere på at vise, at:

  • Du forstår deres situation
  • Du ved, hvad du taler om, når du siger, du kan løse deres problem
  • Du er klar til at give dem en stak gratis tips nu og da
  • Og nå ja … lidt humor pynter sådan set på de fleste af os. Især mig.

Related Posts

Kun for nye kunder? Nej tak

Kun for nye kunder? Nej tak

Er gratis dit bedste salgsargument?

Er gratis dit bedste salgsargument?

“Kan du lige korte teksterne af,” sagde han

“Kan du lige korte teksterne af,” sagde han

4 grunde til, at du er skuffet over ChatGPT til tekstforfatning

4 grunde til, at du er skuffet over ChatGPT til tekstforfatning

Brug for hjælp? Book første rådgivning for 0 kr.