• Home
  • Blog
  • Autenticitet: Hvad betyder autentisk markedsføring? Og hvorfor er det ikke nok?

Autenticitet: Hvad betyder autentisk markedsføring? Og hvorfor er det ikke nok?

Allerførst: Hvad betyder autentisk markedsføring?

Autentisk markedsføring er ikke et fagudtryk. Derfor har det heller ikke en definition, der er hugget i sten.
Men udtrykket er blevet meget populært.
Ikke mindst blandt soloselvstændige, der markedsfører sig selv.

Måske kender du det selv …

Det kan være svært at finde ud af, hvordan virksomheden bør markedsføres.
Derfor er det fristende at tænke: Nå ja, jeg skal jo bare være mig selv. Og markedsføre mig autentisk.
Måske oplever du også, at du får masser af likes, delinger og kommentarer, når du fortæller dine private historier.
Så er det også fristende at konkludere: Fint. Jeg gør det rigtigt! Så fortsætter jeg med at markedsføre mig på den måde. 

Men:

Din markedsføring kan mislykkes trods tusindvis af views og klik

Husk, at målet med markedsføring ikke er at få så stor synlighed som muligt!
Nej, målet er faktisk, at virksomheden bliver set af de rigtige mennesker, som får den rigtige opfattelse af virksomheden.
Samtidig skal markedsføringen meget gerne fastholde de rigtige mennesker – og gøre dem købeklar.

Autenticitet erstatter ikke en god brandingstrategi og markedsføringsplan

For at din virksomhed tiltrækker de rigtige mennesker, skal du have en god brandingstrategi og en plan for din markedsføring.
Du skal altså til en start kunne svare på disse spørgsmål:

  • Hvem er ønskekunderne? Her kan du bruge Emotionelle Kundetyper.
  • Hvorfor skal idealkunderne købe netop af din virksomhed – og ikke konkurrenten?
  • Hvor skal virksomheden markedsføres?
    Det afhænger selvfølgelig igen af, hvilken kundetype du vil sælge til.
  • Hvordan skal den markedsføres: Hvilke kerneværdier skal kunderne forbinde virksomheden med?

Kort sagt: Markedsføringen skal understøtte brandet.

Og det kræver altså overvejelser. Beslutninger. Strategi. Derfor er det ikke nok at være autentisk.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal være U-autentisk. 
Absolut ikke. Du skal helst have det godt med markedsføringen.
Men det betyder, at du skal være bevidst om, hvad du fortæller, hvorfor – og hvordan.

Du kan skade dit salg ved at være for autentisk

Det lyder måske lidt langt ude.
Og dog. Lad os tage et eksempel. Vi kender alle sammen Mærsk for  “Rettidig omhu.”
Så Mærsks kunder forventer rettidig omhu af virksomheden.
Det betyder selvfølgelig, at virksomheden skal leve op til det.
Men det betyder også, at markedsføringen KUN skal fortælle historier, der understøtter det.
Også selvom virksomheden i enkelte tilfælde måske ikke har vist den omhu.
De historier findes selvfølgelig også i en virksomhed med tusindvis af ansatte og kunder.  
Vi er jo mennesker alle sammen, som de autentiske markedsføringsfolk understreger!

Autentiske historier kan være rigtig skidt markedsføring

For nogle år siden blev Mærsk faktisk lagt ned af ransomware.
Hele netværket var ramt, og det kostede virksomheden millioner af kroner.
Faktisk var der kun EN computer i  hele netværket, der ikke var angrebet.
Den stod et sted i Afrika, hvor der havde været strømsvigt. Derfor var den ikke opdateret.
Fra den kunne IT-specialisterne så genskabe hele Mærsks IT-system.

Historien er god. Og autentisk.

Fortælleteknisk er det faktisk en rigtig god historie.
Den har alt:
En dramatisk start!
En helt: IT-eksperterne! En skurk: ransomwaresvindlerne!
Et overraskende vendepunkt! Og en happy ending.

Ville du bruge den historie, hvis du var ansvarlig for Mærsks markedsføring?

Nej, vel? Jeg er sikker på, at det ville du ikke drømme om!
For historien understøtter ikke kernefortællingen om rettidig omhu.
Tværtimod.
Derfor er det ikke ligefrem en historie, de praler vidt og bredt af i Mærsk.
Vi kender kun historien, fordi virksomheden er så stor, at den ikke kan holdes skjult.

Det er derfor, din markedsføring ikke skal være for autentisk

Historien om ransomwareangrebet er (alt for!) autentisk til at passe ind i virksomhedens markedsføring.
Det kan enhver se.
Men åbenbart er det meget sværere for mange at se, hvilke historier de ikke bør bruge i deres egen markedsføring. 
Derfor deler folk konstant autentiske historier, der absolut ikke understøtter deres virksomheds kernehistorie.
Og det betyder, at historierne undergraver brandet.

Før du deler et markedsføringsopslag, så overvej:

  • Er dette opslag en hjælp for de ønskekunder, jeg vil tiltrække?
  • Understøtter opslaget virksomhedens kerneværdier? 
  •  

Hvis svaret er nej – så lad være – og find en historie, der faktisk understøtter din branding. 

 

Læs artikler i kategorien: 
Branding

Vigtig viden