• Home
  • Blog
  • Analyse fra Dansk Erhverv: Sådan skræmmer du nemmest nye kunder væk

Analyse fra Dansk Erhverv: Sådan skræmmer du nemmest nye kunder væk

Måske tænker du:

For høje priser? For lang leveringstid? Eller måske for høje fragtpriser? Men det er forkert.
Selvfølgelig kan du sælge mere ved at skrue ned for pris, leveringstid og fragtpris.
Men du skræmmer allerflest potentielle nye kunder væk med: sprogfejl!
2 af 3 potentielle nye kunder går nemlig igen, hvis du sparer for meget på tekstforfatning, redigering og korrektur.
Desværre har Dansk Erhverv ikke undersøgt, om det samme gælder for konsulenters hjemmesider. 
Men et kvalificeret gæt er nok: Ja! Sprogfejl er simpelthen aldrig et plus for troværdigheden.
Og troværdigheden – den er vigtigere end nogensinde før på nettet, fordi vi hører nye svindelhistorier hver eneste dag. 

Så her får du 5 tips til at skrue op for troværdigheden på din webshop eller hjemmeside.

Tip 1: Spar ikke (for meget!) på tekstforfatning

Du kan spare penge ved at nøjes med ringe tekster. Men kan du også tjene penge?

Undersøgelsen fra Dansk Erhverv antyder, at svaret er: Nej!
Folk går faktisk så højt op i retskrivning, at de går igen, hvis teksterne er skrevet på dårligt dansk.

Men hvad gør du så, hvis budgettet ikke rækker til gode kategoritekster og produkttekster?
Eller hvis produktudvalget skifter så hurtigt, at tekstforfatteren ikke kan følge med?

Tja, rigtig mange webshopejere bruger tekster, som de kopierer fra leverandøren.

Men det er bestemt ikke en god ide, hvis du vil markedsføre dig med seo.
Duplicate content medfører en stor risiko for, at din webshop ikke får gode Googleplaceringer.
Hvis du ikke har leverandørens tilladelse, er det også brud på lov om ophavsret.

Mange andre webshopejere bruger AI-tekst eller AI-oversat tekst.
Det kan sagtens skaffe en pæn besparelse – og det er jo fint nok.
Men pas på. Selvfølgelig skal du benytte dig af AI – altså fornuftigt!

Selv meget små sproglige afvigelser får produkttekster og kategoritekster til at lyde unaturlige – og dermed utroværdige.
Derfor bør du altid lade en menneskelig redaktør kvalitetssikre teksterne til din webshop.

Tip 2: Skriv et om os-afsnit til webshoppen

Måske tror du ikke, at folk læser webshoppens profiltekst?
Du tager sandsynligvis fejl.
Profilteksten bliver sikkert gennemlæst mange gange hver dag – så den skal være god.
Brug profilteksten til at styrke troværdigheden.

Sæt gerne fotos af virksomhedens ejere og ansatte på webshoppen. Vel at mærke de rigtige mennesker – ikke stock photos!

Tip 3: Husk kundeudtalelser

Kundeudtalelser er meget vigtige!
Hvis shoppen har gode kundeudtalelser på Trustpilot, så overvej at vise dem frem på shoppen.
Husk selvfølgelig også at svare høfligt på alle kundeudtalelser på Trustpilot.

Tip 4: Kontaktoplysninger

Virksomhedens navn, adresse, CVR-nummer, telefonnummer og mailadresse skal fremgå tydeligt. Sørg også for, at det er nemt at få kontakt, hvis man har spørgsmål. Meget gerne via chat.

Tip 5: Hold markedsføringsloven – og vis det

Mens de fire andre tips gavner alle med hjemmeside eller shop – så er det femte til dig, der har webshop.

Ærgerligt nok er det stadig ikke alle webshopejere, der har styr på lovgivningen.

Men det har mange forbrugere til gengæld – så det kan virkelig skade salget.
Nogle webshopejere tror tilsyneladende, at det er godt nok at overholde de regler, de skal følge i deres offline-butik.
Det duer ikke!
I din fysiske butik bestemmer du fx selv, om du vil acceptere returvarer.
Men den går ikke i webshoppen. Du SKAL give fjorten dages returret på alle varer – også udsalgsvarer og tilbudsvarer.
De fjorten dage begynder først, når kunden har fået varen i hånden.
Der er kun to undtagelser:

  1. Plomberede produkter. Her mister kunden sin returret ved at bryde plomberingen.
  2. Digitale produkter, fx e-bøger og onlinekurser. Her er der ingen returret, medmindre du selv har skrevet det i dine handelsbetingelser. 

Du skal selvfølgelig følge reglerne. Men du bør også have en side med handelsbetingelser på din shop, så folk kan se, at der er helt styr på det.

 

Related Posts

Få hjælp til tekst - med fokus på salg Ja, lige nu kigger jeg på

Styrk troværdigheden - spar på tillægsord Hvad er tillægsord? Tillægsord er de ord, som lægger

Hver evig eneste dag bliver min hjemmeside angrebet af hackerbotter. Sandsynligvis også din. Jeg er

Video: Må jeg præsentere dig for 3 af de seotekstforfattere, du skal undgå? Du har