1. Du vælger det første, det bedste tema
Det kan være fristende at vælge den første, den bedste gratis WordPress-skabelon. Men desværre er de ikke lige gode.
Du skal jo gerne kunne bruge skabelonen i årevis. Så tænk dig om, før du vælger.
Løsning: Brug hellere lidt længere tid på at finde det rigtige tema. Det skal ikke afgøre sagen, at det er gratis!
Du får som regel flere muligheder ved at betale for temaet. Samtidig får du større chance for, at din hjemmeside fungerer rigtigt. For når udgiveren tjener penge på temaet, bliver det typisk optimeret oftere.
2. Ingen backup – og intet sikkerhedsplugin
Hvad kan gå galt? Alt!
Måske tænker du, at din hjemmeside selvfølgelig ikke bliver hacket.
For hvem gider hacke en lille virksomhed?
Desværre hænger det ikke sådan sammen. For i dag foregår hacking oftest ved hjælp af AI.
Sandsynligvis bliver din hjemmeside angrebet mange gange hver eneste dag.
Løsning:
Sørg for backup og sikkerhedsplugin. Jeg bruger selv WPStaging og SecurityNinja.
Brug gerne lidt penge på pro-versionerne. Det betaler sig.
3. For mange plugins
Det kan være fristende at installere mange plugins, men det sløver din hjemmeside.
Samtidig gør det hjemmesiden mere usikker, fordi der kan være “sikkerhedshuller” i et plugin.
Løsning: Vær kritisk! Slet de plugins, du ikke skal bruge alligevel.
Måske har du plugins, som du kun bruger sommetider? Så kan du roligt deaktivere dem, når du ikke bruger dem. Så sløver de ikke hjemmesiden så længe!
4. “Tunge” billeder
Store billedfiler kan gøre din hjemmeside langsom. Det skræmmer gæsterne væk. Faktisk er vi utrolig utålmodige online, så din hjemmeside skal helst loade på højst 2 sekunder!
Løsning: Brug et billedoptimeringsplugin som fx ShortPixel for at reducere filstørrelsen.
5. Hjemmesiden er ikke optimeret til søgemaskiner
Ved du intet om SEO? Så skulle du måske sætte dig ind teknisk seo og seo-tekstforfatning.
Meget tit kan du nemlig få mange flere gæster med det samme content. Alene ved at optimere det til søgemaskiner.
Løsning: Begynd med at installere Yoast SEO eller Rank Math – så er du i gang.
6. Du glemmer opdatering
Du skal huske at opdatere WordPress, temaer og plugins regelmæssigt. Opdateringerne lukker nemlig ofte sikkerhedshuller.
Samtidig sikrer opdateringerne, at din hjemmeside fungerer bedre.
Løsning: Husk opdateringer! Du kan se på det lille hjul, om det er tid til opdatering af WordPress, tema og plugins.
Du kan også vælge automatisk opdatering. Men det er ikke altid en god ide. For sommetider er der fejl i opdateringer, og sådan en fejl kan nedlægge din hjemmeside.
Kort sagt: Regelmæssig manuel opdatering er bedst. Men automatisk opdatering er meget bedre end ingen opdateringer.
7. Du tilpasser kun til computer
Du har sandsynligvis designet din hjemmeside på computer. Men husker du at tjekke, at den også ser rigtig ud på små skærme?
Det er meget vigtigt i dag. Faktisk har Google indført princippet “mobile first”, fordi så mange besøger hjemmesider fra smartphone i dag.
Det betyder, at dine Googleplaceringer ikke bliver bedre, end smartphone-versionen af din hjemmeside fortjener.
Løsning: Brug værktøjer som Google’s Mobile-Friendly Test for at sikre, at din hjemmeside fungerer godt på alle enheder.