Selv det flotteste website kan have usynlige fejl, som du måske slet ikke tænker over, før du har læst denne artikel!
Heldigvis er de typiske hjemmesidefejl nemme at rette.
"Hvor er mine læsebriller?"
Har du en elegant lysegrå baggrund og små grå myrebogstaver på siden?
Det kan godt være, det ser fint ud. Men læsevenligheden er ikke så god, som den kunne være.
Det kommer der ikke meget salg ud af.
Løs problemet:
Brug en letlæselig skrifttype. Undgå sjove skrifttyper som Comic Sense og "håndskrift". Det gør teksten alt for svær at læse.
Men måske vil du gerne bruge en anderledes skrifttype til at give din hjemmeside et personligt præg?
Så vil jeg anbefale dig at bruge et stort foto af dig selv i stedet - og supplere med din signatur!
"Det tager jo 100 år!"
Loader din hjemmeside meget langsomt?
Det er noget skidt - for så går folk igen.
Faktisk skal din hjemmeside helst loade på blot 2 sekunder.
Det værste er næsten, at du måske slet ikke opdager problemet.
For du har sikkert mange gange besøgt din egen hjemmeside.
Det betyder, at din computer lagrer data, og så loader din hjemmeside hurtigere på netop din computer.
Løsning: Test din hjemmesides hastighed. Du kan fx bruge Pingdom Speedtest.
Hvis din hjemmeside er langsom, kan du prøve følgende:
- Slet videoer fra hjemmesiden og læg dem eksternt på Youtube eller Vimeo.
- Installer et caching plugin
- Sørg for at fjerne store billeder og upload dem i den rigtige størrelse.
- Brug et plugin til at minimere billedstørrelsen.
"Jeg orker ikke at læse alt det"
Du har sikkert hørt det mange gange: Meget lange tekster skræmmer læsere væk.
Derfor blev jeg engang ringet op af et webbureau, der ville "forbedre" min hjemmeside.
"Hvordan?! spurgte jeg selvfølgelig.
"Øh, du har jo proppet enormt meget tekst ind på den," lød svaret!
Men lange tekster er nødvendige for at få gode Googleplaceringer.
Det er netop mine Googleplaceringer, der skaffer mig flest læsere og kunder.
Derfor er løsningen IKKE at skære de lange tekster ned til ingenting. Tværtimod. De fleste ville have gavn af længere webtekster.
I stedet løser du problemet med alenlange ulæselige tekster sådan:
- Sørg for, at dine tekster fortæller det vigtigste først! Så gør det ikke noget, at folk ikke læser alt.
- Brug kortere sætninger og lavere lix-tal.
- Brug fotos og grafik
- Husk tilmeldingsbokse til nyhedsbrevet i teksterne. Det er nødvendigt for dit salg. Visuelt er en farvet boks desuden en god afveksling.
Online-kursus til dig for 0 kroner:
Skriv god salgstekst i 6 nemme trin
Du får nyhedsbrev om tekst, der skaber salg.
Der indsamles data jævnfør privatlivspolitik.
“Jeg skimmer lige!”
De fleste websiteejere, som ellers skriver godt, gør denne fejl!
De gør teksterne så nemme at skimme, at folk …. skimmer.
Problemet er, at så går folk hurtigt uden at få hovedpointerne med.
Det betyder ringere Googleplaceringer – og færre konverteringer.
Løs problemet:
– Skriv overskrifter, som pirrer nysgerrigheden UDEN at afsløre hovedpointerne.
Hvis du fx vil skrive en artikel om, hvor hurtigt hjemmesiden skal loade, kan du bruge overskriften:
“Din hjemmeside skal loade på 2 sekunder”. Men så har du afsløret pointen med det samme.
I stedet kan du skrive: “Hvor hurtigt skal din hjemmeside loade?” eller “Skræmmer din sløve hjemmeside kunderne væk?”
Bemærk: Løsningen er sjældent sjove og kryptiske overskrifter, som intet fortæller om artiklens indhold.
Det er nemlig kun de færreste websitegæster, der har tålmodighed til den slags, medmindre du er en sand tekstforfatterhaj.
Samtidig er de kryptiske overskrifter svære at optimere til Google.
“Hvad er det for noget rod?”
Elsker du at lege med farver, fonte, GIF’er og sjove emojis?
Fint. Men det er ikke sikkert, du skal gøre det på din professionelle hjemmeside.
Det kan nemlig let give et meget forvirrende helhedsindtryk.
Samtidig fjerner det fokus fra dine salgsbudskaber.
Løs problemet:
– På din hjemmeside skal du ikke have mere end fem farver.
– Knapper, bokse og andre vigtige elementer skal have de stærkeste farver.
“Hjælp, jeg er faret vild”
Hvis din hjemmeside ikke er godt struktureret, farer folk vild, og så skynder de sig væk!
Men din hjemmeside skal ikke bare være nem at finde rundt på. Den skal også friste folk til at se på mere end én side.
Det giver dig de bedste Googleplaceringer – og den bedste salgschance.
Løs problemet:
Du skal have en menu med overordnede menupunkter. Hvis du har mange menupunkter, skal der være en dropdown-menu under de overordnede menupunkter.
Men ikke nok med det!
I bunden af dine salgstekster og blogindlæg skal du nemlig linke til relaterede salgstekster og blogindlæg.
Samtidig er det en god ide at bruge kategorier og tags, ligesom du skal have et søgefelt på hjemmesiden.
Du kan se i bunden af blogindlægget her, hvordan jeg linker til andre blogindlæg med tekst og billeder.
“Jeg er forvirret”
Hvis der ikke er en rød tråd i din markedsføring, bliver gæsterne på hjemmesiden forvirrede.
Og forvirrede mennesker køber ikke noget.
Det kan fx være, at salgsteksterne nævner fornuftbaserede grunde til at købe, fx rabatpriser og tryghedsgaranti.
Men når gæsten klikker ind på om-siden, er den fuld af sjove billeder fra firmafesten eller interne jokes.
Løs problemet:
Forvirringen opstår, fordi du ikke har valgt en Emotionel Kundetype, som din markedsføring fokuserer på.
Løsningen er derfor at vælge en kundetype. Det giver dig det bedste grundlag for at sikre solid og helstøbt markedsføring.
Læs mere om rådgivning i valg af Emotionel Kundetype.