• Home
  • Blog
  • 6 ting, du skal ændre på hjemmesiden for at sælge mere som konsulent eller behandler

6 ting, du skal ændre på hjemmesiden for at sælge mere som konsulent eller behandler

Er du konsulent - og vil du gerne tiltrække mere? Mængden af gode råd i cyberspace er uoverskuelig! Her får du mine bedste råd til at sælge mere fra din hjemmeside. 

Tjek 1: Forstår folk, hvorfor de skal handle netop med dig?
Jeg er sikker på, at du tænker: Ih ja - naturligvis! Men er du sikker?
Sagen er, at folk skal forstå dit unikke selling point inden for få sekunder, når de klikker ind på din hjemmeside.
Desværre er der rigtig mange konsulenthjemmesider, der ikke lever op til det!
Et eksempel:
Jeg er tekstforfatter. Men det er der mange, der er. Så hvorfor skulle du vælge netop mig?
Det skal du, fordi du værdsætter, at jeg har erfaring; at jeg er uddannet cand.mag. og specialist i Emotionelle Kundetyper; og at jeg sælger mine ydelser til fornuftig pris.
Det er ikke noget, du skal gætte dig til. For det står allerede i de allerførste linjer, når du besøger min hjemmesides forside.
Ikke nok med det. Men på alle sider på min hjemmeside er der også et lille portrætfoto af mig med præsentation nedenunder billedet.
For jeg vil gerne have, at du husker mig, også hvis du forlader hjemmesiden straks igen.

Sådan gør du:
Spørg dig selv: Hvilke unikke selling points har jeg? Og forstår folk ved første kig på hjemmesiden, hvorfor de netop skal handle med mig og ikke en konkurrent?
Hvis svaret er nej, må du skrive teksten om.
De første linjer af teksten skal nemlig give svar på fornuftige spørgsmål som:
Hvad sælger du?
Hvem sælger du det til?
Hvilken forskel gør det for dem?
Hvorfor skulle de vælge netop dig?
Desuden skal der være et call to action, altså en opfordring til at kontakte dig.

Tjek 2: Er din profiltekst god nok? (Sikkert ikke!)
Profilteksten er meget tit én af dine mest besøgte sider.
Desværre er der ikke særligt mange, der gør nok ud af profilteksten, og det er ærgerligt.
For når du er konsulent eller behandler, gør din profiltekst en meget stor forskel for, om folk køber eller ej.
Det er jo dig, de skal handle med. Derfor er det meget vigtigt, at profilteksten skaber troværdighed.

Sådan gør du:
Når du skriver profilteksten, skal du fortælle, hvem du hjælper - med hvad - og hvilken forskel du gør for dine kunder eller klienter.
Du må meget gerne fortælle, hvorfor du netop har valgt at specialisere sig i dette område.
Det er vigtigt, at profilteksten udstråler troværdighed og empati for kunden.
Det gælder faktisk, uanset hvad du sælger.
Men det gælder især, hvis du sælger noget særligt følsomt som fx psykoterapi, gældsrådgivning eller parterapi.
Har du en særlig historie om, hvordan dine ydelser gør en forskel?
Det kan være, du selv har haft det problem, du nu løser for kunderne. Fortæl det i profilteksten!
Hvis du ikke selv har haft problemet, så fortæl, hvorfor det er vigtigt for dig at hjælpe netop disse mennesker.
Der må også meget gerne være kundetestimonials på profilsiden. De gør en større forskel, end du tror!

Tjek 3: Har du (de rigtige!) kundetestimonials?
Nu vi er ved kundetestimonials: Husk dem! Jeg håber, du ved, hvor vigtige de er.
Før du udgiver et nyt kundetestimonial, skal du tænke over, hvordan historien præsenterer sig.
Hvor godt ligner denne kunde den type kunder, du ønsker dig?
Sørg for at indsamle, skrive og udgive kundetestimonials fra mennesker, der ligner dine ideelle kunder så meget som muligt.
Læs mere om kundecases.

Tjek 4: Er der styr på den digitale kunderejse?
Den digitale kunderejse er vigtig – men de fleste er ikke ret gode til at lade folk tage ét skridt ad gangen!
En god salgstrappe gør det nemmere for potentielle kunder at komme hele vejen hen til dit kasseapparat.
Kort sagt betyder det, at du giver en potentiel kunde mulighed for at gå frem trin for trin.
Først downloader den potentielle kunde måske en video – eller booker en gratis rådgivning hos dig.
Det giver dig mulighed for at vise den potentielle kunde, hvorfor lige præcis du er den rigtige til at hjælpe!

Tjek 5: Tjek på priser
Kan folk se priser på din hjemmeside? Nej?
Så går du sikkert glip af mange salg.
Hvis folk googler rundt efter en fagmand som dig, kigger de måske endda på prisen, FØR de ser på din profilside.
Det er ikke sikkert, de bare er ude efter den billigste på markedet.
Det er bare en vane at tjekke, om der overhovedet er plads i budgettet.
For ellers er der jo ingen grund til at spilde tid på profilteksten og salgsteksterne, vel?
Det giver god mening. Derfor skal du have synlige priser.
Hvis du har timepriser, vil jeg anbefale dig at give nogle priseksempler.
Ingen kan gætte, hvad fobibehandling koster hos en terapeut, hvis der ikke er et bud på timeforbruget.

Bonustip: Faktisk kan din prisside være et guldæg for dig!
Det skyldes, at mange mennesker googler priser.  Fx “tandlægepriser.”
Og de mennesker, der googler efter priser, er mere købeklar end de fleste andre, der besøger din hjemmeside.

Eksempel:
Hvis du er tandlæge, skal du selvfølgelig have en side om tandlægepriser.
Og hvem siger, at det bare skal være en lang række tal? Ingen!
Du kan sagtens have en lang, god og søgemaskineoptimeret tekst om tandlægepriser.
Teksten kan indeholde anonyme kundecases; før- og efter-billeder; beskrivelser af processen.
Inden du ser dig om, er din side om tandlægepriser 1000 ord lang.
Det er godt. For det giver den et stort forspring på vej op i Googles søgeresultater.

Tjek 6: Synlighed. Synlighed. Synlighed
Desværre bliver vigtigheden af synlighed meget tit undervurderet!
Hvor er det ærgerligt. Selvfølgelig skal din hjemmeside være i orden.
Men når det er sagt, skal du ikke bruge hele livet på at sidde og skrue på farverne på hjemmesiden, hvis du ikke har kunder nok.
Spørg hellere en grafiker, hvis du er i tvivl.
Du skal nemlig bruge din egen tid på at blive synlig og anerkendt som specialist på dit felt.
Uden synlighed mister du salg. Og uden salg mister du … selvtillid.
Det betyder desværre, at det bliver meget sværere for dig at skabe synlighed i morgen.
Det er en ond cirkel. Derfor: Væn dig til at være synlig hver dag.

 

Læs artikler i kategorien: 
Lær teksttrick og salgspsykologi

Vigtig viden