• Home
  • Blog
  • ChatGPT til korrektur? Måske ikke

ChatGPT til korrektur? Måske ikke

5 grunde til at være forsigtig

ChatGPT er hurtigt blevet populær til korrektur.

Og hvorfor ikke? Det er gratis at bruge programmet, og det går lynende hurtigt med at få rettelserne.

Så hvorfor alt det bøvl med at hyre en professionel korrekturlæser, aftale en pris og gennemse rettelser, når teksten kommer tilbage?

Men ChatGPT egner sig bestemt ikke til alle skribenter – eller opaver.

  • ChatGPT må slet ikke bruges til tekster, som skal behandles diskret. Den gemmer alt. Og hvis andre senere stiller et spørgsmål til emnet, får de måske serveret den gemte tekst i en omskrevet version. Lidt noget skidt, hvis det drejer sig om forretningshemmeligheder eller forskningsrapporter, der ikke er klar til offentligheden endnu.
  • ChatGPT retter nogle fejl – men ikke alle. Hvis teksten skal være fejlfri, skal du altså selv kunne se, hvor den har overset en fejl. Tro ikke dem, der siger, at den er god til at sætte komma. Det er sandsynligvis dem, der ikke er gode nok til at se, at den slet ikke er perfekt på det punkt. Jeg har eksperimenteret med AI til korrektur, og mit bud er, at den retter 8 ud af 10 fejl i en nem tekst på hverdagsdansk. Så er der to fejl tilbage. De fejl skal du enten selv fange – eller leve med.
  • ChatGPT retter ord og sætninger, der ikke skal rettes. Jeg har selv oplevet, at den omskriver tekster – eller skriver helt nye slutninger på tekster. Det går jo ikke. Derfor må du prompte den til KUN at rette fejl. Hold øje med, at du får en bekræftelse på, at den har forstået prompten!
  • Hvis du er professionel korrekturlæser eller tekstforfatter og bruger ChatGPT til at rette kunders tekster i Word, skal du være særligt opmærksom. For de fleste kunder forventer, at de kan se, hvad du har rettet, så de kan acceptere eller afvise rettelser. Det er lidt noget rod i forhold til ChatGPT. Du kan prompte den til at give dig en liste over rettelser. Men du er altså selv nødt til 1) at kopiere Wordteksten over i ChatGPT, 2) prompte ChatGPT til at rette den og give dig en liste over rettelser, 3) kopiere den rettede tekst tilbage til Word, 4) slå “registrer ændringer” til i Word og 5) kombinere den ikke-rettede Wordtekst med den rettede version – sådan at kunden kan se og afvise eller acceptere rettelser.
    Altså en ret omstændelig procedure – og hvis teksten er kort, er det måske meget nemmere og hurtigere, at du lige retter den selv! Især fordi du alligevel er nødt til at tjekke de rettelser, ChatGPT laver.
  • Hvis du vil bruge ChatGPT til at rette en længere tekst med en del fejl, skal du bruge et særligt plugin, ellers bliver programmet hurtigt overbelastet.

Kan ChatGPT overhovedet bruges til korrektur?

Svaret bliver et rungende måske!

Hvis det haster, kan du bruge den til at tage de værste fejl. Men det er altså en nødløsning, for du skal selv gå resultatet efter for fejl, programmet har overset – OG for fejl, programmet selv har lavet.

Men hvad så hvis du måske er ordblind – eller bare ikke så dygtig til dansk sprog – endnu – som du kunne tænke dig at være?
Så kan ChatGPT faktisk være en stor hjælp.
For når programmet fanger alle de værste sprogfejl, får du måske større selvtillid som skribent. Med større selvtillid bliver du nok mere glad for at skrive – og så får du jo mere skrivetræning.
Sådan kan ChatGPT på sigt gøre dig til en bedre tekstforfatter.

Læs artikler i kategorien: 
AI

Vigtig viden