• Home
  • Blog
  • 11 krav, du skal stille til din virksomheds skribent

11 krav, du skal stille til din virksomheds skribent

 

Alt for mange selvstændige aner ikke, hvordan man genkender en god seo-skribent.

Det resulterer i hurtige hovsa-løsninger, hvor tilfældige mennesker skriver virksomhedsteksterne.

Men det koster dig hurtigt dyrt at lade naboens datter skrive dine salgstekster og blogindlæg til web, bare fordi hun er god til at stave og sætte komma.

For som selvstændig har du ikke brug for en tilfældig seo-skribent. Du har brug for en tekstforfatter. En dygtig tekstforfatter. Derfor skal du ikke lade dig nøje med hvem som helst! Se her, hvilke krav jeg ville stille, hvis jeg var dig.

En god seo-skribent er flink og hjælpsom …

  • Hun leverer til tiden hver gang.
  • Hun er fleksibel, så du kan få hjælp, også når du har en hasteopgave.

Hun kan skrue en god tekst sammen …

  • Hun ved, hvordan man opbygger gode salgstekster og blogindlæg. Det er nemlig to forskellige genrer, og det er der mange skribenter, der ikke forstår! Desuden skal hun være selvkritisk. Teksterne skal redigeres, så du ikke modtager halvfærdigt arbejde.
  • Hun er god til at stave.
  • Hun kan sætte komma – og forklare, om hun sætter nyt eller gammelt komma.
  • Desuden ved hun, hvordan man skruer ned for lix-tallet for at glæde de utålmodige læsere!

… og så er hun selvfølgelig noget af en seo-haj

  • Hun er god til at strukturere teksterne med underoverskrift, title og metabeskrivelse. Derfor kan hun selvfølgelig også markere underoverskrifterne med h-tags for dig.
  • Skribenten har en grundviden om, hvordan du kan komme op på Google på dine søgeord.
  • Hun kan skrive en god seo-tekst med de søgeord, du ønsker. Hun ved også, hvor i teksten de ord skal stå, og at ordene skal bruges naturligt.
  • Hun forklarer gerne, hvordan billeder optimeres til søgeord, hvis du har brug for det.
  •  Og hun kan snildt lave en let søgeordsanalyse og finde gode søgeord og relaterede søgefraser.

Sådan finder du en god skribent

Der er selvfølgelig mange veje til gode tekster. Men her er mine bedste tips til at finde en skribent, der er pengene værd!

Gør det klart, hvad der er vigtigst for dig

  • Skal tekstforfatteren også kunne rådgive om seo? Så skal du finde en erfaren skribent, der har arbejdet med seo i flere år. Allerhelst både som tekstforfatter og linkbuilder. Så er der nogle erfaringer at trække på, når du vil op på Google.
  • Skal kvaliteten være høj – hver gang? Så må du gøre dig klart, at det koster selvfølgelig lidt mere, end hvis du finder en gymnasieelev, der vil supplere sin SU.Omvendt kan du selvfølgelig få lavere priser, hvis du faktisk er klar til at nøjes med en uerfaren skribent. Jeg vil bare ikke anbefale det!
  • Skal tekstforfatteren være ekstra fleksibel?Så er det nok en god idé at finde en selvstændig tekstforfatter. Der er adskillige teksthajer, som har fast job og laver webtekst i fritiden. Men det giver nok sig selv, at de kan være svære at få fat i mellem 8 og 16.

Find din skribent nu – ikke dagen før deadline …

Når du har fundet ud af, hvilke krav du stiller, kan du finde den bedste seo-skribent til dit behov. Kontakt gerne et par skribenter i god tid, før du har brug for dem. Få en snak – følg dem på LinkedIn, Facebook eller nyhedsbrev. Husk også at tjekke anbefalinger. Så får du et godt indtryk af, hvad de kan levere.

Forstå, at din skribent har brug for viden om dig og din virksomhed

Du skal helst være klar til at bruge lidt tid på at sætte skribenten ind i din virksomhed, og hvad der er vigtigt for dig. Så bliver teksterne bedst. Det behøver ikke tage mere end tyve-tredive minutter i telefonen. En god skribent ved, hvad hun skal spørge om, før hun kan skrive en god tekst.

Læs artikler i kategorien: 
Lær teksttrick og salgspsykologi

Vigtig viden