Viral markedsføring. Du behøver ikke delinger i tusindvis

Derfor behøver du ikke viral markedsføring

viral markedsføring

 

Hvad er viral markedsføring?

Viral markedsføring opstår, når en video, en artikel eller andet content pludselig ”går viralt” og bliver delt tusindvis af gange. Men skal du viralhitte, for at du kan betragte din markedsføring som en succes?

Det kaldes viral markedsføring, når masser af mennesker deler content på sociale medier. Sommetider øjner medierne også en god historie i viral markedsføring. Det skete fx, da designerspiren Terkel fra Jylland delte opslaget ”Terkel i boligknibe” på Facebook, fordi han søgte studiebolig. Opslaget skaffede ham både studiejob og bolig i København.

Hun sagde: Alt føles kedeligt og tandløst efter mit viralhit

Viral markedsføring spiller ofte på overraskelse, humor og newsjacking. Desuden skal indlægget være interessant for rigtig mange mennesker snarere end for en lille målgruppe. Der er også tit en direkte appel til at dele et opslag.

Folk delte fx opslaget Terkel i boligknibe, fordi det var sjovt og flot lavet, og fordi de kendte filmen Terkel i knibe. Og samtidig var det jo nemt at gøre en god gerning ved at hjælpe Terkel med at finde en bolig i København.

Men selvom viral markedsføring tit er sjov, kan den åbenbart have en kedelig effekt!

Det blev jeg klar over, da jeg for nylig talte med en kvinde, der havde et viralhit.

Hun fortæller, at alle hendes nye artikler føles kedelige og tandløse: ”Det er ret mærkeligt at arbejde videre med en blog når man har haft sådan et voldsomt viralt show … intet kommer nogen sinde op på siden af det. Alle nye indlæg føles bare som fiaskoer ved siden af. Jeg var både i TV-avisen, indlægget blev trykt i sin fulde længde i Politiken, Ekstrabladet skrev 4 sider, indslag i Godaften Danmark mm – helt vildt.” I alt har viralhittet fået 300 000 hits samlet.

Men du behøver ikke få 300 000 hits på et indlæg. Nogensinde!

Jeg har skrevet en hel bog om, hvordan du kan hvæsse dine skriverier, så de får skarpere tænder …

Du kan downloade bogen Blog dig til synlighed og salg for 0 kroner.

Men betyder det, at du skal knokle med viral markedsføring, for at din markedsføring er en succes? NEJ.

Af 3 grunde:

  • Dine ønskelæsere leder efter en dygtig fagmand. Ikke en Nobelpristager i litteratur. Sådan én kan de jo få på biblioteket!
  • Det er ikke nødvendigt at få 300 000 læsere på et indlæg. Nogensinde! Det er selvfølgelig skønt, hvis det sker. Men det vigtige er at få mange af de helt rigtige læsere over tid. Nemlig de læsere, du helst vil gøre til kunder.
  • Et viralhit er no matter what kun indledningen på et bekendtskab med nye mulige kunder. Du skal derfor have styr på den samlede kunderejse. Det betyder, at du fx skal have et lokkende nyhedsbrev, så du kan samle mange af læserne op og kontakte dem igen.

Der er ikke meget ved snaps og sild uden rugbrød til påskefrokosten

Hvis du arbejder målrettet med din blog, skal du have flere typer blogindlæg.Og nogle af dem må gerne være saglige …. støvede … kedelige. Kald det, hvad du vil, bare de er der. 

Det betyder: Selvfølgelig kan du dele ud af dine holdninger, følelser og oplevelser på din blog, så du kan (pas på: smart ass alert) connecte med dine læsere. Og dine læsere elsker dig sikkert for det.

MEN du skal også have nødvendige, men knap så sprængfarlige artikler, når du vil have kunder fra din blog. Create and Go skriver: “80% of the content that you write should be based on keyword research and searchable content. The remaining 20% should be created with the sole purpose of connecting with your audience."

Så hvad er det for nogle 80 %?

Sagen er nemlig, at vi alle sammen googler mere og mere – og samtidig googler vi mere og mere præcist.Vi googler fx efter svar på spørgsmål som ”Skilsmisse hvordan?” (210 søgninger hver måned) og ”Må man bo sammen efter skilsmisse?” (170 søgninger månedligt).Vi spørger også Google: ”Hvordan føles brystkræft?” (40 søgninger månedligt) og ”Hvad er en ligtorn?” (140 søgninger månedligt).

Kan vi blive enige om, at svarene på de spørgsmål nok IKKE rydder forsiden på Ekstrabladet? Godt, det tænkte jeg nok!

Men. Når nu folk googler de spørgsmål, så kan man også høste kunder ved at være den, der besvarer dem. Hvis du fx er skilsmisseadvokat, er det en god idé, at din blog svarer på det med ”skilsmisse hvordan” og ”må man bo sammen efter skilsmisse.”

Du kan sikkert ikke skrive sensationsartikler om de emner, uden at du fremstår meget pjattet – og uhyre u-professionel som skilsmisseadvokat.

Men hvad gør det? Det er ikke forsidebaskere, du skal levere. Du skal bare give gode svar på de spørgsmål, folk googler, så de finder dit svar, når de leder.

Derfor: Mål aldrig KUN din markedsføringssucces i delinger og views

Det eneste, der tæller ved fyraften, er, om din samlede markedsføring skaffer de opgaver og den bundlinje, du ønsker. Og derfor skal du heller aldrig føle, du skal lave viral markedsføring, for at det virker. Du skal bare servere det på bloggen, folk vil have. Og folk kan fx lide:

  • Hvis du fx blogger til forfatterspirer, kan du sikkert gøre dig populær med en lang liste over forlag og beskrivelse af, hvad de udgiver.
  • Anmeldelser af nye programmer, der løser dine læseres problemer.Guider til at gøre noget bestemt. Ingen gider læse lange brugsanvisninger med små typer Google Translate-tekst, hvis du kan gøre det bedre.
  • Og selvfølgelig: Blogindlæg, hvor du svarer på de spørgsmål, folk googler.

Derfor: Skriv bare. Men ikke kun for at være sjov og sensationel. Også når du bare vil give et klart svar på et godt spørgsmål. For der er ikke meget sjov ved snaps og sild, hvis der ikke også er rugbrød til påskefrokosten.

footer .fmm { background: #3F3F41 !important; }
>